
Maja Højgaard (S) kom i byrådet i Brøndby ved kommunalvalget i 2021. I går blev hun valgt som ny borgmester efter Kent Max Magelund, der går på pension. - Foto: Brøndby Kommune
Rekordmange kvindelige borgmestre efter bytte i Brøndby
Fra juni vil borgmestrene i landets kommuner udgøres af 75 mænd og 23 kvinder. Det er første gang, at andelen af kvindelige borgmestre har været så høj.
Udgivet: 23/05/2024
Byrådet i Brøndby valgte onsdag formelt Maja Højgaard (S) som borgmester i Brøndby Kommune efter Kent Max Magelund, der har besluttet at gå på pension efter otte års borgmestergerning.
Når den hidtidige 1. viceborgmester 1. juni overtager borgmesterkontoret, bringer hun antallet af kvindelige borgmestre op på 23. I tiden med 98 kommuner har der aldrig siddet så mange kvinder for bordenden.
Det er på Sjælland, at koncentrationen af kvindelige borgmestre er højest - i særdeleshed i kommunerne nærmest København.
Ved kommunalvalget i 2021 endte 20 kommuner med kvinder som borgmestre, mens 78 mænd samlede flertal bag sig. På grund af rokeringer har borgmesterkvindernes klub fået tre ekstra medlemmer.
Brøndby Kommune er den sjette kommune, som har skiftet borgmester i løbet af indeværende valgperiode. Også i Struer og Nordfyns kommuner har kvinder - Marianne Bredal (V) og Mette Landtved-Holm (V) - overtaget posten fra mandlige partifæller.
De øvrige tre borgmesterskift er fundet sted i Ringsted, Fredericia og Aalborg. Her har mænd erstattet mænd i alle tilfælde.
38-årige Maja Højgaard, der tidligere på året vandt et kampvalg over partifællerne Anette Pilmark og Michael Buch-Barnes, bliver i øvrigt landets fjerdeyngste borgmester.
”Jeg er både stolt og ydmyg over at blive valgt som borgmester for den by, jeg elsker. Det føles meget meningsfyldt”, siger Maja Højgaard på kommunens hjemmeside.
Hun er uddannet læge og har tidligere gennem seks år været medlem af regionsrådet i Region Hovedstaden, hvor hun blev valgt ind, da hun var 23 år.
Sidst opdateret: 14/03/2025 - 14:23












































