
Kolding er en af de få kommuner, der ikke giver tilskud til hjemmepasning - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
Udvalgsformand i kommune uden tilskud: "Forældrene hjemmepasser stadig"
Kolding Kommune er den eneste i Syd- og Sønderjylland, der ikke tilbyder tilskud til hjemmepasning. Udvalgsformand er dog ikke bekymret for, at det vil få småbørnsfamilierne til at vælge kommunen fra.
Udgivet: 22/05/2024
Småbørnsforældre har i de fleste syd- og sønderjyske kommuner mulighed for at få tilskud, hvis de fravælger dagtilbuddene til fordel for at passe barnet i hjemmets vante rammer. Der er dog en enkelt kommune syd for Lillebælt, der ikke er med på bølgen: Kolding Kommune, hvor man valgte at afskaffe tilskuddet efter at have forsøgt sig med det i en toårig periode.
Det har haft betydning for forældre som Stefanie Berg-Voss, der er hjemmepassende mor til to børn i daginstitutionsalderen. I weekenden stod hun frem i JydskeVestkysten og fortalte, at hun og hendes mand havde gjort sig overvejelser om, hvorvidt de burde rykke teltpælene op og flytte til Fredericia Kommune, hvor det er muligt at få op til 6.000 kroner i tilskud til hjemmepasning.
"Kolding Kommune risikerer at miste flere unge og ressourcestærke borgere i den arbejdsdygtige alder ved at fortsætte med ikke at yde tilskud til pasning af eget barn," sagde hun til avisen, hvor hun også fortalte, at hun har været i kontakt med flere forældre, der har fravalgt kommunen på grund af det manglende tilskud.
Gør ingen forskel om forældre får betaling
En anden jysk kommune, Aalborg, valgte sidste år at indføre en toårig prøveperiode med tilskud til hjemmepasning i håbet om, at det ville kunne lette presset på dagsinstitutionerne.
Og skruer man tiden syv år tilbage til årene 2017 og 2018, så var det også manglen på dagsinstitutionspladser, der betød at man i Kolding Kommune indførte tilskuddet, men det er ikke en udfordring længere, da kommunen har fået flere og større daginstitutioner. Det forklarer formand for Børn- og Uddannelsesudvalget Hans Holmer (SF) til JydskeVestkysten.
Det er ikke kun den forhøjede kapacitet, der er årsag til, at man har valgt at tilskuddet fra.
"Den tilbagemelding, vi fik fra forældre, der modtog tilskuddet dengang, var, at forældrene stadig ville hjemmepasse selv uden hjemmetilskud. Det ville ikke gøre en forskel for dem, om de fik penge for det eller ej. Det var, hvad en stor gruppe forældre svarede dengang," siger udvalgsformanden til JydskeVestkysten.
Hans Holmer er heller ikke bekymret for, at fraværet af tilskuddet vil få betydning for, om forældre vrager kommunen, når de skal vælge det bedste sted at bosætte sig med børn. Ifølge ham har kommunen nemlig meget at tilbyde forældre, når det kommer til skoler, daginstitutioner og fritidsaktiviteter.
Se, hvad kommunerne giver i tilskud herunder:
Sidst opdateret: 22/05/2024 - 20:49












































