Peter Rahbæk Juel og Kasper Ejsing Olesen (begge S), borgmestre i hhv. Odense og Kerteminde, præsenterede tirsdag en samarbejdsaftale, der får Kerteminde Kommune til at genoptage planlægningsarbejdet, der skal føre til en udvidelse af Odense Havn vest for Munkebo.

Peter Rahbæk Juel og Kasper Ejsing Olesen (begge S), borgmestre i hhv. Odense og Kerteminde, præsenterede tirsdag en samarbejdsaftale, der får Kerteminde Kommune til at genoptage planlægningsarbejdet, der skal føre til en udvidelse af Odense Havn vest for Munkebo. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Politikere i Kerteminde slog bremsen i - nu giver storebror flere indrømmelser

Halvanden måned efter planudvalg stoppede arbejdet med nabokommunens havneudvidelse på ubestemt tid, har Odense og Kerteminde kommuner indgået en bred samarbejdsaftale.

Udgivet: 22/05/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Odense Havn ejes af Odense Kommune, men strækker sig ind i Kerteminde Kommune til Lindøværftets gamle arealer i Munkebo.

Tidligere på året slog politikerne i Kerteminde bremsen i, da der var flere bekymringer for, hvad udvidelsen af havnen ville betyde. Med henvisning til, at der skulle findes løsninger på vejforløb, trafiksikkerhed, naturgenopretning og bosætning af arbejdskraft, besluttede Plan- og Teknikudvalget i Kerteminde i starten af april at indstille planlægningen på ubestemt tid.

Nu lader der til at være fundet fælles fodslag mellem naboerne. På et pressemøde i Munkebo tirsdag præsenterede de to borgmestre og Odense Havn A/S' direktør "en langsigtet og helhedsorienteret plan for udviklingen af Odense Havn", der ifølge de lokale medier indeholder flere indrømmelser til den nordøstfynske kommune.

"Vi kan ikke, på trods af at vi er myndighedskommune for Odense Havn, løse alle problemerne selv. Alene problematikken omkring bosætningsstrategien bliver et enormt arbejde, og nu står vi altså stærkere med ejerne på holdet også," siger Kerteminde-borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) til Fyens Stiftstidende.

Samarbejdsaftalen indebærer, at planlægningsprocesserne i Plan- og Teknikudvalget genoptages i begyndelsen af juni, skriver Kerteminde Kommune.

”Min ambition er, at Odense Havn skal blive ved med at udvikle sig, men det skal ske på en fornuftig og gennemtænkt måde. Det er udtryk for godt og stærkt naboskab, at vi på så kort tid har kunne lave en fælles plan, der sikrer, at vi får tænkt alle elementer med ind i den fremtidige udvikling af Odense Havn,” siger borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel (S) i en pressemeddelelse.

Borgmestre i nyt samarbejde

Naturgenopretning og bosætning har været blandt kilderne til uenighederne, men samarbejdsaftalen rummer også andre dimensioner i forhold til borgmestrenes rolle. Som noget nyt vil borgmestrene i fællesskab tage de politiske drøftelser med regeringen og Folketinget om Odense Havn, hvor det hidtil har været op til Kerteminde Kommune selv. En hindring, som borgmestrene skal arbejde sammen om at fjerne, er opførelsen af et medarbejderhotel, som kræver en dispensation i planloven. Også finansieringen og prioriteringen af havneudvidelsen kræver en lobbyindsats på Christiansborg.

Indkvarteringen af hundredvis af udenlandske arbejdere har været en udfordring for Kerteminde, hvor de mange gæstearbejdere ses som en trussel mod det levende i landsbyerne. Med samarbejdet vil Kerteminde Kommune i højere grad kunne indfri målet om, at den udenlandske arbejdskraft kan blive konverteret til permanent arbejdskraft i lokalområdet, hvor der i mange sektorer er brug for flere hænder.

"Én af måderne er måske at give en jobgaranti til en ægtefælle, men det kan vi ikke stå alene med i Kerteminde Kommune. Derfor giver det nye samarbejde helt andre strenge at spille på," forklarer Kasper Ejsing Olesen i Fyens Stiftstidende.

Fakta

Samarbejdsaftalen i overskrifter

De to kommuner er med aftalen blevet enige om at samarbejde på tre overordnede områder:

  1. Infrastruktur, fremkommelighed og trafiksikkerhed

  2. Naboskab, Odense Havn og Munkebo

  3. Arbejdskraftsbehov, uddannelse, rekruttering og bosætning

Kilde: Kerteminde Kommune

give flere indrømmelser i ny samarbejdsaftale

"

Sidst opdateret: 22/05/2024 - 20:48

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]