
- Foto: Perfect Waste
Nu hjælper en smart app borgerne med affaldssorteringen
For at øge genanvendelse satser flere kommuner - primært på Sjælland - nu på en app, der giver svar på, hvordan du skal sortere dit affald, og hvornår det bliver hentet.
Udgivet: 17/05/2024
Sortering af affald kan være en stor hovedpine for mange, men det kan en danskproduceret app hjælpe med i de kommuner, der har lavet en aftale med virksomheden Perfect Waste.
Borgerne kan scanne affaldets stregkode med en smartphone, og et øjeblik efter popper piktogrammer op, der viser, i hvilken fraktion affaldet skal sorteres. Og skulle appen ikke genkende affaldet sender man et billede, og få sekunder efter bliver det oprettet inde i appen for eftertiden.
24 kommuner er i øjeblikket tilmeldte appen, og en af dem er Hillerød Kommune, der købte adgang i oktober sidste år, og siden har gjort meget for at få udbredt kendskabet til borgerne. Det skriver TV2 Metropol.
"Vi har blandt andet reklameret med det på vores skraldebiler, via sociale medier og med annoncer i avisen," fortæller Peter Underlin, der er administrerende direktør for Hillerød Forsyning.
Appen har samtidig erstattet en tidligere sms-ordning, så borgerne nu kan bruge appen til at se, hvornår der er næste tømning af skrald. Det har været populært i den nordsjællandske kommune.
"Allerede i dag har vi 14.000 brugere, og det, må man sige, er en succes. På den gamle sms-ordning havde vi til sammenligning 9.000 brugere," siger Peter Underlin til TV2 Metropol.
Kommunen kan samtidig sende så mange push-beskeder ud til borgerne om tømning af skrald, som de vil. Og det har man sparet mange penge på. Den gamle sms-ordning kostede 300.000 kroner i gennemsnit om året, men med appen er det blevet langt billigere og er derfor en god forretning.
"Appen har allerede tjent sig hjem på et år. Samtidig giver den os muligheden for at sende ekstra beskeder ud til vores borgerne og hjælpe dem til at sortere endnu bedre," forklarer Peter Underlin.
Perfect Waste-appen er gratis for borgerne at downloade.
Perfect Waste-appen arbejder med disse kommuner
Roskilde Kommune
KLAR Forsyning
Næstved Kommune
Albertslund Kommune
Ballerup Kommune
Guldborgsund Kommune
Lolland Kommune
Frederikssund Kommune
Odsherred Kommune
Køge Kommune
Halsnæs Forsyning
Stevns Kommune
Gladsaxe Kommune
Ringkøbing-Skjern Kommune
Hvidovre Kommune
Hillerød Forsyning
Slagelse Kommune
Sidst opdateret: 17/05/2024 - 13:02












































