"Kommunerne skal ... offentliggøre det vederlag, som et medlem af kommunalbestyrelsen reelt har oppebåret og modtaget," lyder det i en præcisering fra Folketingets Ombudsmand.

"Kommunerne skal ... offentliggøre det vederlag, som et medlem af kommunalbestyrelsen reelt har oppebåret og modtaget," lyder det i en præcisering fra Folketingets Ombudsmand. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Ombudsmanden: Kommuner skal offentliggøre de reelle vederlag til byrådsmedlemmer

Ombudsmanden slår fast, at kommune over for journalist ikke havde lov til at sløre den faktiske størrelse på vederlag, som kommunalpolitikere modtog for at varetage eksterne hverv. I svar til klager skitserer han, hvordan kommuner bør gribe opgaven an.

Udgivet: 14/05/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Efter en klage fra en journalist over Københavns Kommune har Folketingets Ombudsmand og Indenrigs- og Sundhedsministeriet gået lovmaterialet om offentliggørelsen af kommunalpolitikeres vederlag efter i sømmene.

Sagen handler om de vederlag, byrådsmedlemmer modtager for eksterne hverv, de er valgt til i kraft af deres status som folkevalgte i kommunen - eksempelvis bestyrelsesposter i andre selskaber.

Journalisten bag klagen, Nils Mulvad, mente, at Københavns Kommune offentliggjorde vederlagssatser for borgerrepræsentationsmedlemmernes hverv på en måde, der gjorde det umuligt at regne ud, hvor store beløb den enkelte politiker reelt havde fået udbetalt.

Ifølge svaret fra Ombudsmanden er ministeriet efter en fornyet gennemgang af retsgrundlaget og en samlet vurdering af bestemmelsens ordlyd, forarbejder og formål kommet frem til, at styrelseslovens giver kommunalbestyrelsen pligt til at "offentliggøre det beløb, som et medlem reelt har modtaget for varetagelsen af et givent hverv det pågældende kalenderår".

Ombudsmanden erklærer sig enig i, at kommunalbestyrelsen skal offentliggøre det vederlag, som medlemmet reelt har oppebåret og modtaget det pågældende år.

"Det er dermed ikke tilstrækkeligt, at kommunalbestyrelsen alene angiver vederlagssatsen for f.eks. et enkelt møde uden angivelse af antallet af møder. Jeg har herved lagt vægt på, at ordene ”vederlag” og ”størrelsen” efter en naturlig sproglig forståelse relaterer sig til den sum, som medlemmet har oppebåret og modtaget det pågældende år for hvervet, og ikke til den timesats, mødesats eller grundtakst, som medlemmets vederlag beregnes på grundlag af," skriver ombudsmanden i svaret til klageren.

I brevet, der tirsdag er blevet offentliggjort, tilføjer han:

"Det er også indgået i min vurdering, at formålet med bestemmelsen ifølge forarbejderne er, at der skabes åbenhed om de vederlag, som kommunalpolitikere modtager for at varetage forskellige hverv, som de er valgt til at varetage i kraft af, at de er medlemmer af kommunalbestyrelsen. Jeg har noteret mig, at ministeriet har rettet henvendelse til Københavns Kommune vedrørende kommunens offentliggørelse af vederlag, og at kommunen – som jeg forstår det – vil offentliggøre størrelsen af vederlag i overensstemmelse med ovennævnte forståelse."

Senest ved udgangen af første kvartal det følgende år skal vederlaget offentliggøres, og det skal ske på en overskuelig måde, der sætter offentligheden i stand til at beregne vederlagets størrelse.

Fakta

Den afgørende paragraf i kommunestyrelsesloven

Kommunestyrelseslovens § 16 e har følgende ordlyd:

”Et medlem af kommunalbestyrelsen, som efter valg eller forslag af kommunen udfører andre hverv end medlemskab af kommunalbestyrelsens udvalg eller underudvalg, skal oplyse størrelsen af vederlag, der i sidste kalenderår var forbundet med varetagelsen af hvervet, til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen offentliggør inden udgangen af første kvartal, hvilke af dens medlemmer der modtager vederlag for udførelse af sådanne hverv, og størrelsen af vederlaget i sidste kalenderår for hvert enkelt hverv, medlemmet udfører.”

Sidst opdateret: 14/05/2024 - 12:21

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]