F.C. Københavns træningsbaner ligger på Frederiksberg få hundrede meter fra Søndermarkskolen, som klubben i 2021 indgik en talentsamarbejdsaftale med.

F.C. Københavns træningsbaner ligger på Frederiksberg få hundrede meter fra Søndermarkskolen, som klubben i 2021 indgik en talentsamarbejdsaftale med. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Kommune ændrer skoleaftale med FCK - tilsyn dropper sag

Ankestyrelsen henlægger sag om fortrinsret for fodboldtalenters adgang til folkeskole, efter at juridisk vurdering fik kommune til at justere ordningen. Også betaling for ekstratimer blev droppet, da tilsynet tog sagen op.

Udgivet: 13/05/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

I 2021 indgik Frederiksberg Kommune en aftale med fodboldklubben F.C. København om at gøre folkeskolen Søndermarkskolen til en talentskole. Som led i aftalen fik talentfulde spillere fortrinsret til skolens klasser.

Efter Berlingske sidste efterår satte et kritisk fokus på samarbejdsaftalen, blev Ankestyrelsen af Indenrigs- og Sundhedsministeriet bedt om at kigge på, om ordningen overholdt reglerne.

Kort efter vurderede Kammeradvokaten/Poul Schmith på vegne af kommunen, at det er problematisk at vælge fodboldspillere frem for andre elever, da folkeskoleloven ikke giver generel adgang til prioritere børn fra en fodboldklub og dermed give afslag til øvrige børn.

Ankestyrelsens tilsyn har dog besluttet at henlægge sagen, eftersom kommunen har lavet flere justeringer på ordningen.

I stedet for at give fortrinsret til FCK-talenter er det besluttet, at kommunen enten opretter en eliteklasse eller udvider skolens kapacitet, hvis der skulle opstå for stor søgning til skolens overbygning. Ankestyrelsen lægger vægt på, at ingen elever ifølge kommunen har fået afslag på at blive indskrevet i udskolingen i den tid, hvor aftalen har været gældende.

Nej til betaling for ekstraundervisning

Kommunen og superligaklubben havde i den oprindelige aftale gjort det muligt at tilbyde ekstraundervisning til fodboldspillerne, hvis de missede mange timer på grund af træningslejre eller lignende - mod betaling fra FC København.

Betalingsordningen er dog i konflikt med reglerne om, at det er kommunens ansvar, at alle børn skal sikres ret til vederlagsfri undervisning. Efter juridisk rådgivning har kommunen besluttet at droppe klubbens mulighed for at tilkøbe ekstraundervisning.

Samarbejdsaftalen rummer også goder for de øvrige elever i klassen. Blandt andet får 9. årgang (undtaget FCK-spillerne) tilbudt mental træning for at forebygge eksamensangst. Fodboldklubben betaler også for lærerkurser, en idrætsdag og teambuilding-arrangementer for hele klasser

Disse sponserede goder er tilladt, understreger Ankestyrelsen i undersøgelsen.

Der er vide rammer for, at en folkeskole kan modtage ydelser fra forældre eller andre uden for skolen. Driften af en skole må dog aldrig baseres på frivillig forældrebetaling eller sponsorering, understreger Ankestyrelsen, ligesom det er vigtigt, at forældre ikke opfordres til at betale for arrangementer eller aktiviteter, der foregår som en del af undervisningen.

"Det er kommunalbestyrelsens og den enkelte skoleleders ansvar, at det klart og tydeligt kommunikeres til forældrene, at betaling ikke er et krav, så forældre og elever ikke føler sig forpligtet eller presset til at bidrage med betaling," skriver tilsynet, som bad ministeriet bidrage med en juridisk vurdering af betaling- og sponsorspørgsmålet.

Hele Ankestyrelsens udtalelse kan findes her.

Sidst opdateret: 07/02/2025 - 11:46

Emner: Kultur

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]