Færre elever i fremtiden får sønderjyske gymnasier til at frygte for økonomien

Færre elever i fremtiden får sønderjyske gymnasier til at frygte for økonomien - Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Færre unge i fremtiden truer sønderjyske gymnasier

Taxameterordningen, der giver ungdomsuddannelserne økonomisk bevilling efter elevantal, gør økonomien usikker, når elevtallet falder. Det har fået en række sønderjyske ungdomsuddannelser til at sende et fælles bekymringsbrev til minister.

Udgivet: 03/05/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Et faldende antal unge i sønderjyske kommuner har fået 13 ungdomsuddannelser til at sende et bekymringsbrev til Christiansborg. Det nuværende bevillingssystem, kaldet taxametersystemet, giver penge per elev, og det kan blive et problem, når elevtallet falder.

Det skriver TV Syd.

Ifølge en prognose fra Danmark Statistik, kommer antallet af 15- og 16-årige i Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa kommuner til at falde med 14 procent i gennemsnit fra 2023 til 2035. Det vil ramme ungdomsuddannelserne, der altså vil få færre penge ind på kontoen.

Spørger man de 13 ungdomsuddannelser, så kommer det til at gå udover den kvalitet, som de kan tilbyde på uddannelserne. Og de gode uddannelsestilbud tiltrækker tilflyttere og erhvervsliv.

"Vi tog initiativ til at sende brevet til uddannelsesinstitutionerne, fordi vi blev gjort opmærksom på, hvor pressede ungdomsuddannelserne er, og de er afgørende vigtige for, at vi både kan udvikle erhvervslivet og befolkningstallet i Sønderjylland," siger Erik Lauritzen (S), der er borgmester i Sønderborg og næstformand i Udviklingsråd Sønderjylland, til TV Syd.

Læs brevet her:

Kære minister og udvalgsmedlemmer,

I Sønderjylland er vi dybt bekymrede over, at landsdelens ungdomsuddannelser lider under en økonomisk afregningsmodel, der ikke tager højde for den demografiske udvikling udenfor de store byområder i Danmark.

Gode uddannelser er også i Sønderjylland med til at styrke attraktiviteten for virksomhedsinvesteringer og udvikling, bosætning og tiltrækning af arbejdskraft. Vi har fokus på det ”vi selv kan gøre” lokalt gennem samarbejde mellem virksomheder, uddannelser og kommuner, men:

Vi mener, at politisk handling er nødvendigt. Derfor opfordrer vi til et taxametereftersyn med fokus på et markant højere grundtilskud, fordi;

  • Vi har brug for en mere forudsigelig økonomi.

  • Der blev udbetalt 78,4 millioner kroner mindre (minus 20 procent) i perioden fra 2015 – 2022 til ti gymnasiale uddannelser i Sønderjylland - udelukkende på grund af færre elever.

  • Med baggrund i befolkningsprognoserne forventes elevtallet fortsat at falde de kommende år. Dette vil presse økonomien yderligere.

  • Samlet set umuliggøres det, med disse forudsætninger at drive uddannelser med en høj kvalitet i de områder af landet, der som vores er tyndtbefolket.

Vi ved godt, at vi i årevis har påpeget behovet for et markant større grundtilskud, der sikrer, at ungdomsuddannelser fremadrettet har en robust og forudsigelig økonomi, der kan skabe sikkerhed i udbud og kvalitet, uanset hvor eleven bor i Danmark. Nu er udfordringerne imidlertid så store, at vi mener, der er behov for politisk handling nu.

Med venlig hilsen

Udviklingsråd Sønderjylland (URS) og sønderjyske ungdomsuddannelsesinstitutioner (Tønder Handelsskole, Alssundgymnasiet Sønderborg, EUC Syd, VUC Syd, Haderslev Handelsskole, Aabenraa Statsskole, Sønderborg Statsskole, Business College Syd, Deutsches Gymnasium für Nordschleswig, IBC Aabenraa, Tønder Gymnasium, Haderslev Katedralskole, Sønderjyllands Gymnasie, Grundskole og Kostskole).

Kilde: TVSyd.dk

Lydhør minister

På Slotsholmen er man opmærksom på den sønderjyske bekymring. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) lover over for TV Syd, at regeringen vil komme med deres holdninger til emnet efter sommer, når der er forhandlet en finanslovsaftale på plads.

"Mit indtryk er nu, at der både til højre og venstre er en forståelse for, at ungdomsgenerationen bliver mindre og mindre uden for de store byer. Og vi kan ikke holde til at lukke ungdomsuddannelser steder, hvor der ellers ville blive alt for langt hen til den næste skole," siger ministeren til TV Syd.

Mattias Tesfaye ønsker en permanent ordning, så skolerne får mulighed for at budgettere mere langsigtet, end der er mulighed for lige nu, hvor bevillingen svinger fra år til år efter elevantal.

Sidst opdateret: 03/05/2024 - 10:21

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]