Københavns Kommune gennemfører årligt over 600 kontroller blandt de virksomheder, der udfører arbejde for kommunen. I 2023 har det ført til 112 sager - indtil videre. Det viser årsrapport.

Københavns Kommune gennemfører årligt over 600 kontroller blandt de virksomheder, der udfører arbejde for kommunen. I 2023 har det ført til 112 sager - indtil videre. Det viser årsrapport. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Status fra hovedstaden: 112 sager i 2023 om social dumping

Københavns Kommune gennemfører hvert år over 600 kontroller af løn- og arbejdsvilkår blandt kommunens leverandører. I 2023 førte det til krav om efterbetaling af en halv million kroner i løn fordelt på 112 medarbejdere, viser ny årsrapport.

Udgivet: 01/05/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

For leverandører til Københavns Kommune er det et krav, at de tilbyder ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Derfor gennemfører kommunens indsatsteam årligt over 600 kontroller blandt de virksomheder, der udfører arbejde for kommunen. Kontrollerne dækker både over fysiske besøg på arbejdspladser og dokumentkontroller af specifikke medarbejderes løn- og arbejdsvilkår.

Nu viser den seneste årsrapport, at kommunens indsatsteam mod social dumping i 2023 fandt overtrædelser i over halvdelen af de færdigbehandlede dokumentkontroller, hvor der var en konkret mistanke. Overtrædelserne dækker primært over medarbejdere, der er blevet underbetalt.

Overtrædelserne har medført et krav om efterbetaling af løn på cirka en halv million kroner fordelt på 112 medarbejdere. Kravet forventes dog at vokse, i takt med at en række uafsluttede sager færdigbehandles.

Hotline som redskab og ny tendens

Indsatsteamet har igennem de seneste seks år indsamlet data om overtrædelsessagerne, og årsrapporten dykker også ned i nogle af tendenserne gennem årene.

En af de nye tendenser er, at især styringsentreprenører er overrepræsenteret i overtrædelsessagerne. Ved store byggesager fungerer styringsentreprenører som projektledere, der udliciterer alt bygge- og anlægsarbejde til underleverandører. Men blandt netop styringsentreprenører er der altså en højere andel overtrædelser sammenlignet med øvrige hovedentreprenører i samme branche. Derfor planlægger indsatsteamet at intensivere sit fokus på dette område i 2024.

Derudover kan der også ske social dumping hos underleverandører. Længere nede i leverandørkæden kan det nemlig være sværere at opdage. Derfor er et af de centrale redskaber i kommunens indsats en hotline, som kan benyttes af alle, der oplever eller har mistanke om urimelige arbejdsvilkår eller social dumping.

I 2023 modtog indsatsteamet 30 tip på hotlinen – særligt de interne tip i kommunen har været værdifulde i 2023 og vidner om, at indsatsen er blevet integreret bredt i kommunen.

De 30 tip fra både interne og eksterne kilder gav anledning til at gennemføre 72 dokumentkontroller. Det svarer til, at godt en fjerdedel af det samlede antal dokumentkontroller gennemføres på baggrund af tip.

Læs hele årsrapporten her.

Sidst opdateret: 01/05/2024 - 10:03

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]