Her er kommunerne med størst fremgang i beskæftigelsesandel

Den fortsat stigende beskæftigelse er kommet bag på mange prognosemagere. Tallene viser, at den højeste vækst findes i kommuner, der historisk har haft en relativt lav andel af befolkningen i job. Se her, hvordan det ser ud i din kommune.

Udgivet: 29/04/2024

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

En række kommuner, der ellers har stået uden for døren, er nu kommet med til jobfesten. Særligt sydsjællandske kommuner og kommuner på Lolland-Falster har oplevet, at en større andel af borgerne har fået job siden 2019.

Det viser beregninger, som NB-Økonomi har lavet på baggrund af de nye tal for beskæftigelsen fra Danmarks Statistik.

Også andre kommuner, hvor beskæftigelsen har ligget lavt, har haft en fremgang over gennemsnittet, for eksempel storbykommunerne København, Aalborg og Odense. I kortet herunder kan du se, hvor meget beskæftigelsesfrekvensen er steget i din kommune.

På landsplan er beskæftigelsesfrekvensen steget fra 57,6 procent af de 15-69 årige i 4. kvartal 2019 til 61,1 procent i 4. kvartal 2023, altså 3,5 procentpoint. Beskæftigelsesfrekvensen er steget mest - med 5,2 procentpoint - i Vordingborg Kommune.

Lolland melder udsolgt af erhvervsgrunde

Selvom langt de fleste arbejdspladser fortsat skabes tæt på de store byer, er der nu en række yderkommuner, der har fået del i fremgangen.

I flere sydsjællandske kommuner og i Lolland og Guldborgsund kommuner har væksten i beskæftigelsesfrekvensen de seneste fire år ligget et stykke over landsgennemsnittet.

"Der er en stor motor, der trækker den stigende beskæftigelse hos os, og det er Femern. Ikke kun på grund af selve byggeriet, men fordi der også er andre virksomheder, som placerer sig på Lolland - vi har simpelthen fået en ny placering på Europa-kortet," fortæller Holger Schou Rasmussen, borgmester i Lolland.

En af forklaringerne handler altså om de store infrastrukturprojekter i det sydsjællandske (Femern og den nye Storstrømsforbindelse), som Lolland, Vordingborg og Guldborgsund kommuner nyder godt af. De afledte effekter fylder også noget:

"Vi har de seneste tre år solgt flere erhvervsgrunde end i de foregående tyve år. Lige nu har vi udsolgt, så derfor har vi travlt med at udstykke nye erhvervsarealer," siger Holger Schou Rasmussen.

Og det kan bidrage til at bevare arbejdspladser i yderkommunerne, også efter at Femern-forbindelsen er i drift.

Fakta

Sådan har vi gjort:

Beskæftigelsesfrekvensen er antal beskæftigede i kommunen som andel af borgere i kommunen (15-69 år) i 4. kvartal 2019 og 4. kvartal 2023.

Beskæftigelsestallene er trukket på kommuneniveau fra Danmarks Statistiks tabel LBESK69 (på bopælskommune).

Folketallet er antal borgere i alderen 15-69 år på kommuneniveau og er trukket fra FOLK1A.

Sidst opdateret: 29/04/2024 - 08:39

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]