
Store bededag er for første gang ikke en helligdag på fredag - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Kommunernes oprør mod store bededag ser kun ud til at vare et år
De fleste steder i landet har skoleeleverne fri store bededag, men der er undtagelser. I et par kommuner har byråd stemt om at køre videre med store bededag som undervisningsfridag på længere sigt.
Udgivet: 25/04/2024
I det meste af landet skal børnene i skole på fredag. Men enkelte steder er store bededag fortsat en fridag for eleverne. Det gælder blandt andet i Københavns Kommune og på Bornholm, hvor mange i byrådet sågar har haft ambitioner om at gøre fridagen til en fast del af skoleskemaet på sigt.
I København blev det med mindst mulig margin besluttet at forkaste et forslag fra Dansk Folkeparti om at køre videre med store bededag som undervisningsfri dag i den vejledende ferieplan. Regeringspartierne Socialdemokratiet og Venstre fik opbakning fra Radikale Venstre og De Konservative og nåede dermed op 27 stemmer. 26 medlemmer fra DF, SF, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet støttede forslaget om at bevare store bededag i folkeskolerne.
Håbet blandt nogle af oppositionspartierne i Folketinget er fortsat, at store bededag kan genindføres.
”Dansk Folkeparti noterer sig, at det vil være en lovlig mulighed, at Borgerrepræsentationen kan beslutte at gøre den tidligere Store Bededag til en undervisningsfri dag for kommunens skolebørn. Det vil være et godt første skridt indtil et nyt folketing kommer til at tage stilling til et forslag fra Dansk Folkeparti om, at den totale nedlæggelse af store bededag skal tilbageføres,” skrev Finn Rudaizky (DF) i en protokolbemærkning efter afstemningsnederlaget.
På Bornholm havde børne- og skoleudvalget egentlig nikket til at bevare store bededag i skolerne i 2025, men da sagen skulle afgøres i kommunalbestyrelsen, var nogle partier kommet på andre tanker. Her var kun Enhedslisten og en løsgænger for at køre videre med store bededag, som i oplægget var omdøbt til "forårsfridag".
I samme omgang blev 1. maj sløjfet som skolefridag, men i stedet for får de bornholmske elever næste år en længere juleferie.
Enhedslisten havde håbet at fortsætte markeringen af store bededag, og viceborgmester Morten Riis så ikke noget problem i, at forældrene skulle på arbejde og finde pasning til deres børn.
"Der er jo 200 skoledage på et skoleår. Det er langt færre skoledage, end der er arbejdsdage. Hvis vi forlængede juleferien, ville rigtig mange forældre alligevel skulle på arbejde. Så det er lidt svært at navigere ud fra det hensyn, eftersom børn ikke går lige så meget i skole, som forældrene arbejder," sagde Morten Riis til NB-Kommune, inden forslaget faldt i byrådssalen.
Det er ikke kun kommuner, der har flirtet med at køre videre med store bededag som fridag på længere sigt, der i år giver eleverne fri. Randers Kommune med en S-borgmester i spidsen holder af praktiske grunde fast. Blandt andet fordi ferieplanen var lagt, før regeringen afskaffede helligdagen.
"Af hensyn til dette samt de konfirmationer, der måtte skulle afholdes den 26. april, bliver det i år en undervisningsfri dag. Fra 2025 og frem vil det være en almindelig skemalagt undervisningsdag, og der placeres en fridag på et andet tidspunkt af året for at det kan gå op med 200 skoledage," skriver Randers Kommune.
I København understreger kommunen, at de kommunale fritidsordninger fredag på langt de fleste skoler vil være åbne, så forældre ikke behøver at tage fri fra arbejde for at passe deres børn.
Sidst opdateret: 25/04/2024 - 08:39












































