En sag i Aalborg Kommune fra 2023 om job- og velfærdsrådmand Nuuradiin Husseins indblanding i administrativ sagsbehandling er blusset op igen. Det er sket, fordi fire jurister og professorer i en forvaltningsretslig artikel har anfægtet den juridiske vurdering, som fik økonomiudvalget i Aalborg til at skrinlægge en undersøgelse af, om rådmanden brød loven.

"Den beslutning, som tidligere er blevet truffet i økonomiudvalget, beroede på en juridisk vurdering, som vi havde tiltro til. Nu er der kommet nye tungtvejende juridiske vurderinger, som peger i en anden retning, så nu mener vi, at Ankestyrelsen må se på sagen, så vi kan finde ud af, hvad der er op og ned," forklarede rådmand Anna Aaen (EL) forleden til Nordjyske.

De nye oplysninger stammer fra artiklen "Borgmestres instruktionsbeføjelser over for forvaltningen – et svar", som Indenrigs- og Sundhedsministeriet har optaget i ministeriets resumédatabase, hvilket sker, når ministeriet er enig i den retsopfattelse, der er udtrykt i artiklen.

NB-Kommune har læst den videnskabelige artikel fra Ugeskrift for Retsvæsen, hvor de fire forfattere går i rette med vurderingerne i en anden artikel skrevet af advokat, ph.d. i forvaltningsret Rasmus Haugaard, hvis vurderinger påvirkede Aalborg-politikerne, da de i 2023 tog stilling til sagen om Nuuradiin Hussein.

Ingen af de to jurafaglige artikler går direkte ind i sagen fra Aalborg, men kredser især om fortolkningen af denne bestemmelse fra kommunestyrelsesloven: "Formanden har den øverste daglige ledelse af kommunens administration" (§31, stk. 3).

Rasmus Haugaard trækker tråde tilbage til købstadskommunalloven fra 1868 og bruger lovtekster og forarbejder til lovændringer i sin analyse. Han argumenterer for, at kommunestyrelsesloven giver borgmestre samt rådmænd og fagborgmestre i de fem magistratkommuner beføjelser til at involvere sig i sagsbehandlingen og komme med instrukser i konkrete sager.

Anledningen til at skrive den fagfællebedømte artikel var Nuuradiin Hussein-sagen og den kritik, rådmanden mødte fra både byrådskolleger og universitetsjurister, forklarer Rasmus Haugaard i indledningen.

I hans optik er der ikke tvivl om, at en retsopfattelse, hvor borgmestre eller rådmænd "ikke har nogen form for kompetence over for den kommunale forvaltning vedrørende konkrete sagsbehandlingsskridt, ikke har en sådan støtte i kommunestyrelsesloven (...), at det kan anses for at være gældende ret", konkluderer han efter at have analyseret lovens ordlyd, forarbejder og tilblivelseshistorie.

Denne udlægning argumenterer Abkenar, Bønsing, Engberg og Thomsen imod i det syv sider lange svar. De fire forfattere er i flere tilfælde uenige i Rasmus Haugaards behandling af kilderne.

"Artiklens analyser påkalder sig imidlertid efter vores opfattelse et modsvar, idet analyserne flere steder ikke er fuldendt, og idet retskildeanvendelsen er præget af en vis selektivitet. Det har efter vores opfattelse samlet set medført, at artiklens hovedbudskab – at en borgmester i sin egenskab af øverste daglige leder af administrationen har instruktionsbeføjelser i konkrete sager i relation til sagsbehandlingsskridt – ikke kan antages at være udtryk for gældende ret", skriver kvartetten i modsvaret.

Forskellig læsning af 1980-betænkning

En af deres pointer er, at kommunerne fungerede radikalt anderledes - ikke bare i 1800-tallet, men helt indtil slutningen af det 20. århundrede. De lægger vægt på, at kommunestyrelsesloven er en form for "forvaltningslov", der i kommunerne regulerer de politiske organers sammensætning og virkemåde, men ikke håndterer administrationens forhold.

I artiklen kommer de med flere underbyggede eksempler på selektive udeladelser og mangler i analysen, der sidste år fik Aalborg-politikerne til at henlægge sagen. Et eksempel er læsningen af en betænkning fra 1980 op til en ændring i styrelsesloven. Her hæfter Rasmus Haugaard sig ved, at udvalget bag lovændringen understreger, at der ikke "er tilsigtet nogen svækkelse af borgmesterens ret til at gribe ind i administrationen", ligesom det nævnes at borgmesteren er "ansvarlig for de formelle forhold omkring sagsbehandlingen, f. eks. tidsfrister, høringsforskrifter og lign., og kan evt. udfærdige instrukser herom, konkrete eller generelle."

De fire forfattere påpeger imidlertid, at betænkningen fra 1980 indeholder andre præciseringer af borgmestre og rådmænds beføjelser, som Rasmus Haugaard har set bort fra:

"Med hensyn til de øvrige beføjelser, der omfatter en almindelig instruktionsbeføjelse og omgørelsesret, såvel med hensyn til formelle som indholdsmæssige spørgsmål, kan disse ikke fuldt ud forenes med det kommunale styrelsessystem. Kommunernes særegne opbygning med en række kollegiale politiske organer, udvalgene, som varetager den umiddelbare forvaltning af størstedelen af kommunens sagsområder, bevirker, at borgmesterens ledelsesbeføjelser i indholdsmæssige spørgsmål indskrænkes meget væsentligt. Dette er en naturlig følge af, at borgmesterembedet ikke har nogen indholdsmæssig kompetence i sager, som henhører under de stående udvalg".

De fire forfattere skriver, at borgmesterens beføjelser til at tage sagsbehandlingsskridt behandles mere direkte i nyere betænkninger og i Farum-Kommissionens beretning, som ikke indgår i Rasmus Haugaards analyse. Her slås det for eksempel fast, at borgmesteren i almindelighed ikke kan "give de ansatte instruks om, hvorledes sagerne skal afgøres, og kan heller ikke give direktiver med hensyn til beslutning om konkrete sagsbehandlingsskridt såsom afgørelse om ansattes habilitet i forhold til en sag, spørgsmål om indhentelse af udtalelser og fremsendelse af oplysninger til partshøring eller spørgsmål om meddelelse af aktindsigt."

De konkrete beføjelser, der af Rasmus Haugaard nævnes som et centralt ord, angår derimod "sagernes forelæggelse for kommunalbestyrelsen og efterfølgende ekspedition samt kommunens økonomiske forvaltning", skriver de fire forfattere.

"Der er intet, der angiver, at beføjelserne angår beslutninger i øvrigt i sagsbehandlingsprocessen," tilføjer de.

Advokat startede mediedebat

Sidste år førte sagen fra Aalborg til en juridisk konflikt, hvor Rasmus Haugaard i pressen beskyldte professor Sten Bønsing og Roger Buch for at fejlfortolke loven. Bønsing og Buch havde i Nordjyske udtalt, at Nuuradiin Hussein brød loven med sin indblanding i sagsbehandlingen.

"Det interessante ved artiklerne er, at eksperternes vurderinger er fagligt forkerte, men journalistisk lægges ukritisk til grund, og således at artiklerne fører til en konklusion om et muligt strafansvar for den pågældende politiker," skrev Rasmus Haugaard i et debatindlæg i Fagbladet Journalisten. I en replik afviste de to eksperter kontant advokatens anklager.

Ifølge Nordjyske leverede Rasmus Haugaard desuden en tekst - et ikke-udgivet debatindlæg - som Nuuradiin Hussein sendte til økonomiudvalget. Denne vurdering spillede tilsyneladende ind på økonomiudvalgets beslutning.

Samtidig omtalte kommunens jurister spørgsmålet om rådmandens henstilling om at udskifte en sagsbehandler som en "gråzone". Økonomiudvalget endte med at vedtage en bemærkning om, at "det i Aalborg Kommune er et bærende princip, at det er den administrative ledelse, der har kompetencen til at lede den konkrete udmøntning af opgaveløsningen i enhver henseende, inden for rammerne af de politiske beslutninger" - og lagde ellers sagen til side.

"Fordi der var uenighed mellem nogle jurister, følte jeg, det var nødvendigt at skære igennem politisk og sige, at uanset hvordan juraen står, så skal princippet være, at vi ikke skal blande os i sagsbehandlingen i forvaltningen. Og det var der enighed om," forklarede rådmand Jes Lunde (R) til Nordjyske.

Sagen bringes op igen på næste møde i Økonomiudvalget, der finder sted 29. april.