Der er fjernvarme på vej i mange husstande over hele landet, viser ny rapport.

Der er fjernvarme på vej i mange husstande over hele landet, viser ny rapport. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Ny rapport viser fremgang: Fjernvarme vinder frem

I 2023 er der kommet afklaring for mere end 100.000 danskere om, at fjernvarme er på vej. I en ny rapport giver KL og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet en status på udfasningen af gas i de danske hjem, men de sidste skal med over målstregen, lyder det.

Udgivet: 17/04/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Danskernes hjem skal opvarmes med grøn energi i stedet for gas, og det går tilsyneladende ganske godt med at udfase gassen og udskifte med fjernvarmen i stedet.

KL og den daværende S-regering indgik i 2022 en aftale om at sætte fart på udfasningen af gas til opvarmning og give klar besked til borgerne. Aftalen sætter rammen for kommunernes arbejde for at fremme udfasningen af gas til rumopvarmning og i stedet udrulle fjernvarme, hvor det giver mening frem mod 2028.

KL og Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet - og med input fra det statslige gasdistributionsselskab Evida - har i en statusrapport set på, hvordan det arbejde går.

De tørre tal

  • Tal fra Evida viser, at knap 40.000 private gaskunder i 2023 skiftede fyret ud med bl.a. fjernvarme eller en varmepumpe.

  • I samme periode har Evida haft en tilgang på blot 156 nye private gaskunder.

  • 107.000 hjem med gasfyr er nu omfattet af godkendte projektforslag for fjernvarme.

  • 122.000 hjem med gasfyr afventer, om fjernvarme bliver en mulighed for dem.

  • 59.000 hjem med gasfyr har fået klar besked om, at de er omfattet af individuel varmeforsyning, fx en varmepumpe.

  • Med ‘Aftale om deludmøntning af Grøn Fond’ afsættes 265 mio. kr. i 2024 og 200 mio.kr. i 2025 til en forhøjelse af fjernvarmepuljen.

I landets kommuner er der nu lagt varmeplaner for områder med gas, og der arbejdes fortsat på at godkende fjernvarmeprojekter, så gaskunderne får besked om et muligt alternativ til deres gasfyr. Alene i 2023 har knap 40.000 gaskunder sagt farvel til gassen til fordel for en grøn varmeløsning.

Derudover er der nu projekter på plads for yderligere 107.000 konverteringer til fjernvarme, mens knap 59.000 har fået afklaring om, at en varmepumpe kan være løsningen, når gasfyret skal på pension. Knap 122.000 danske hjem afventer stadig, om fjernvarme bliver en mulighed for dem.

”Fossilt gas såvel som olie skal udfases. Kommunerne har lavet et stort stykke arbejde, og jeg er ikke blind for, at der kan være udfordringer med at få de sidste fjernvarmeprojekter med over målstregen. Arbejdsgruppen NEKST er også kommet med en række anbefalinger til, hvordan både kommuner, fjernvarmeselskaber og relevante myndigheder kan rydde ud i nogle af forhindringerne for grøn omstilling. Der er lagt op til et samarbejde om at komme i mål,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).

Birgit S. Hansen, formand for KL’s Klima- og Miljøudvalg fokuserer på at få endnu flere til at fravælge gas og vælge fjernvarme:

”Kommuner og fjernvarmeselskaber arbejder på højtryk, og rapporten her viser, at vi er godt på vej. Men vi er ikke i mål. Verden ser anderledes ud i dag, end da aftalen blev indgået i 2022. Højere priser på materialer og anlægsarbejde, mangel på arbejdskraft og stigende renter har haft indflydelse på, hvor mange projekter der har kunnet gennemføres. Samtidig har faldende gaspriser betydet, at flere gaskunder beholder deres gasfyr,” siger Birgit S. Hansen.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vil sammen med KL følge op på rapporten og nu gå i dialog med de kommuner, hvor potentialet for fjernvarme ikke på nuværende tidspunkt har udmøntet sig i et godkendt fjernvarmeprojekt.

Læs hele rapporten 'Fra planlægning til implementering' her.

I denne uge har et politisk flertal på Christiansborg aftalt at afsætte 465 mio. kr. ekstra i 2024 og 2025 til den statslige fjernvarmepulje, som de seneste år ikke har været stor nok til at dække den lokale efterspørgsel. Med de ekstra midler kan alle ansøgere i 2024 få bevilget tilskud fra Energistyrelsens pujle, hvis ansøgningerne ellers lever op til kriterierne.

Fik du læst?

Borgmesterkritik om fjernvarme blev hørt

Sidst opdateret: 17/04/2024 - 10:39

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]