Forældre prioriterer skoler med tryghed og trivsel

Forældre prioriterer skoler med tryghed og trivsel - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Vive-rapport om ændrede skoledistrikter: Ti ting er vigtige, når vi vælger skole

Ny rapport viser, at det skaber usikkerhed blandt forældre, når skoledistrikter omlægges. Elevernes trivsel og et trygt skolemiljø er de vigtigste faktorer, når forældre skal vælge skole til deres børn. Knap to tredjedele af forældrene foretrækker folkeskolen over andre skoletyper.

Udgivet: 16/04/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Glade elever i et trygt skolemiljø trækker forældre til, når de skal vælge hvilken skole, som deres barn skal indskrives i. Det er en af hovedkonklusionerne i en ny rapport af forsknings- og analyseinstituttet Vive.

Instituttet har undersøgt forældres skolevalg i Bagsværd i Gladsaxe Kommune og fundet de ti mest betydningsfulde ting for forældre, der skal vælge skole. Rapporten løfter også sløret for, hvad der spiller ind, når en skole fravælges, og hvordan ændringer i skoledistrikter påvirker skolevalget.

Disse ti ting topper listen

Vive har bedt forældre vurdere om, hvilken betydning en række faktorer har, når de skal vælge skole til deres børn. Skalaen går fra 0: slet ingen betydning til 4: i meget høj grad.

  1. Skolen er et trygt miljø at færdes i - 3,7.

  2. Eleverne trives på skolen - 3,7

  3. Gode lærere - 3,5

  4. Skolen har gode værdier - 3,3

  5. Skolens fokus på relationer og fællesskab - 3,2

  6. Skolens pædagogiske tilgang - 3,2

  7. Skolen ligger tæt på hjemmet - 3,1

  8. Skolens faglige niveau - 3,1

  9. En god skoleleder - 3,1

  10. En tryg skolevej - 3,0

Kilde: Vive: Hovedresultater: Forældres skolevalg i Bagsværd, Gladsaxe Kommune

Principielle overvejelser i fravalg

I rapporten kan man læse, at 59 procent af forældre foretrækker at sætte deres barn i en folkeskole frem for en fri grundskole eller en privatskole. Vender man den om, så er det kun 18 procent af forældre, der foretrækker det private alternativ til folkeskolen, mens 24 procent er ligeglade med skoletypen.

En andel af de adspurgte forældre fortæller, at de af princip helst havde sat deres barn på en folkeskole, men at det ikke ville være det bedste skolevalg for deres barn, som derfor er blevet indskrevet på en fri grundskole eller privatskole i stedet. Blandt forældre med barn på en af de to skoletyper angiver 45 procent, at de ville foretrække folkeskolen. Det er små klasser og færre skolespor, der er med til at trække forældre mod de private læreanstalter, og ofte er det den enkelte privat- eller friskole, der bliver valgt til.

For distriktsskolerne skaber det usikkerhed, når skoledistrikterne ændres - noget forældre, ifølge rapporten, oplever sker ofte og uden varsel. Den usikkerhed har betydning for deres skolevalg. Det er også ofte et fravalg af den lokale distriktsskole, når forældre vælger en anden folkeskole end distriktsskolen til deres barn. Blandt årsagerne til fravalg findes et ønske om stabilitet og kontinuitet i skolens lærer-, elev-, og ledelsesgrupper. Dårlig trivsel og elevsammensætning udgør også en faktor.

Læs rapporten her.

Fakta

Om undersøgelsen

Undersøgelsen om ændrede skoledistrikter og forældres valg af skoler er rekvireret og finansieret af skoleafdelingen i Gladsaxe Kommune.

I Bagsværd i Gladsaxe Kommune ligger folkeskolen Skovbrynet Skole, der har en elevsammensætning, der ikke er repræsentativ for skoledistriktet. Det er kommunens oplevelse, at elevsammensætningen er med til at gøre, at forældre fravælger skolen til fordel for en af de frie grundskoler eller privatskoler i kommunen eller andre folkeskoler.

I løbet af de kommende år opfører Gladsaxe Kommune en ny folkeskole i samme område, der skal erstatte Skovbrynet Skole. Gladsaxe Kommune har et ønske om, at den nye skole skal have en mere balanceret og mangfoldig elevsammensætning end den nuværende folkeskole. Dette kræver, at også socioøkonomisk stærke og etnisk danske forældre betragter skolen som et attraktivt skoletilbud for deres børn og vælger skolen til.

Formålet med Vives undersøgelse er at få viden om, hvad der har betydning for nuværende og kommende forældre til skolebørn i Bagsværd.

Sidst opdateret: 16/04/2024 - 11:54

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]