100.000 indbyggere fejres samtidig i 17 byer

Stigende befolkningstal i Randers Kommune markeres med synkron fest i 17 byer. Et byrådsmedlem skal holde tale i hver af byerne, hvor der i dagens anledning vil blive plantet tre egetræer.

Udgivet: 04/04/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

I januar rundede Randers Kommune som den niende i landet 100.000 indbyggere. Og nu er tiden kommet til en stor fejring.

Kommunen har 13. april klokken 11 planlagt en synkron fest i 17 byer. I alle byer vil et byrådsmedlem holde tale og deltage i fejringen, og der vil være alt fra musik og kor til hoppeborge og fællessang, oplyser kommunen.

Som et varigt minde skal der i alle 17 byer plantes tre egetræer på en udvalgt plads. Ved en foden af træerne placeres en sten med en indgraveret plade. VERDO og ELRO-fonden har finansieret træerne, mindepladerne og forberedelsen af plantningen.

"Det er en milepæl, vi har nået i fællesskab, og derfor skal det selvfølgelig også fejres fælles rundt om i vores skønne kommune," siger borgmester Torben Hansen (S) til kommunens hjemmeside om festligholdelsen.

Borger nummer 100.000 blev lille Ida, der kom til verden 10. januar, skrev Randers Amtsavis i januar. Borgmester Torben Hansen (S) var en uge efter fødslen på besøg hos forældreparret og annoncerede ved den lejlighed planerne for festligholdelsen.

Navnet Ida går i øvrigt igen ved festen næste lørdag. I Ålum får beplantningen med de tre egetræer navnet "Idalund", mens andre byer har besluttet at synge 'Lille Idas Sommervise' ved markeringen.

Randers er ikke alene

Randers Kommune er i øvrigt ikke den eneste kommune, som inden for det seneste år, er nået op på et sekscifret indbyggertal. I juni 2023 rundede man milepælen længere oppe ad Gudenåen, i Silkeborg Kommune.

100.000 indbyggere er ikke en af de grænser, som har betydning for størrelsen på vederlagene til borgmestre, byrådsmedlemmer eller kommunernes øverste chefer. For politikerne gør det sig især gældende, når kommunens folketal krydser 25.000, 40.000 eller 80.000.

Fik du læst?

Krydser gylden grænse: Borgmester og byråd har kurs mod højere vederlag

Sidst opdateret: 04/04/2024 - 09:43

Emner: Kultur

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]