Kommunerne har enten i perioder eller permanent svært ved at nå tidsfrister på børnefaglige undersøgelser i familieafdelingerne.

Kommunerne har enten i perioder eller permanent svært ved at nå tidsfrister på børnefaglige undersøgelser i familieafdelingerne. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix (Modelfoto)

Familieafdelinger kæmper med tidsfrister i behandlingen af børnesager

Det er en 'bombe under systemet', at de fleste kommuner ikke kan overholde tidsfristerne for sagsbehandling på børne- og familieområdet, mener professor. "Det er på ingen måder godt nok," erkender KL-udvalgsformand.

Udgivet: 02/04/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Det kniber gevaldigt for kommunernes familieafdelinger at overholde lovbestemte tidsfrister for sagsbehandlinger.

Det viser en rundspørge af DR, der har fået svar fra 82 kommuner på spørgsmålet, om de har problemer med at overholde tidsfristerne. Hertil svarer 54 familieafdelinger, at de enten generelt eller i perioder har udfordringer med at overholde lovgivningsmæssige sagsbehandlingsfrister.

Ud af de 82 kommuner, som har svaret, svarer 39 af dem 'ja' til, at de har udfordringer med at overholde sagsbehandlingsfrister. 15 svarer, at de i perioder er udfordrede. Blot 24 kommuner svarede 'nej' til spørgsmålet.

Det kan eksempelvis være tabt arbejdsfortjeneste til handicapydelser og støtte i hjemmet, kommunerne har svært ved at nå inden for fristen, skriver DR. Det gælder også de børnefaglige undersøgelser, som er svære for kommunerne at nå inden for den lovbestemte tidsfrist på fire måneder.

Og det er dybt alvorligt, siger mangeårig juridisk ekspert på børneområdet Bente Adolphsen.

"De fire måneder er jo et minimumskrav, fordi det er utroligt krævende for familier at blive undersøgt, og derfor bør kommunerne jo kunne nå det før fristerne," siger hun til DR.

Hos KL bekymrer det socialudvalgsformand Ulrik Wilbek (V), at kun 24 kommuner kan svare nej til, at de har udfordringer med at nå fristerne.

"Det er på ingen måder godt nok. Der lægger jeg mig fladt ned, men det er også et billede på en samfundsudvikling, som vi bliver nødt til at se på i fællesskab med Christiansborg," siger Ulrik Wilbek til DR.

Kurt Klaudi Klausen, der er professor i offentlig organisationsteori og ledelse ved Syddansk Universitet, kalder kommunernes udfordringer med sagsbehandlingen for ’et kæmpe problem’ og ’en bombe under systemet’.

"Det er et billede på, at man lover noget og gør noget andet. Man har simpelthen skabt et system, som ikke kan fungere, fordi man har skabt for store forventninger til, hvad man kan levere i det offentlige," siger Ulrik Wilbek til DR.

Fik du læst?

26 kommuner skal stå skoleret: Håndterer ikke børnesagerne efter loven

Sidst opdateret: 02/04/2024 - 12:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]