Lygtepælene i Horsens får måske lidt bedre plads til valgplakaterne frem mod kommunalvalget i 2025.

Lygtepælene i Horsens får måske lidt bedre plads til valgplakaterne frem mod kommunalvalget i 2025. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Byrådspolitiker: Valgplakat-stop er til grin

Bred aftale i Horsens Byråd om at droppe valgplakater ved KV25 af hensyn til klimaet er ren symbolpolitik, mener DF's Michael Nedersøe. Som eneste byrådsmedlem står han udenfor - og kommer til at hænge sine plakater op.

Udgivet: 18/03/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Der bliver ikke hængt valgplakater op i Horsens Kommune ved det kommende kommunalvalg. Og dog...

26 ud af byrådets 27 medlemmer har i sidste uge givet hinanden håndslag på - i klimakampens tegn - at droppe plakaterne i bybilledet.

Ræsonnementet fra borgmesterens flertal lyder, at tiltaget skal mindske klimaaftrykket. I en fælles meddelelse fra partierne efter aftalen henviser man til beregninger fra Rådet for Grøn Omstilling, der viser, at hver valgplakat udleder 1,4 kg CO2. Det svarer til udledningen fra en nyere personbil, der kører 10 km.

Men det er en aftale, der ikke omfatter alle partier, der er repræsenteret i byrådssalen. For som den eneste står Dansk Folkepartis Michael Nedersøe udenfor aftalen, og det har han det helt fint med. Han kalder det 'greenwashing' fra flertallet.

"I min optik er det ren symbolpolitik. Det er populisme og har intet med klimaet at gøre. Populisme, vi i Dansk Folkeparti plejer at blive klandret for i andre sammenhænge," siger Michael Nedersøe til NB-Kommune og fortsætter:

Fik du læst?

Partier indgår bred aftale: Stor kommune dropper valgplakater

"Jeg genbruger mine plakater gang på gang, for jeg stiller op til både kommunalvalg og folketingsvalg. Og når de engang er slidt ned, så ender de til genbrug som lampeskærme - der er intet spild her," siger han.

"Hvis jeg skal køre 100 kilometer for at hænge plakater op, er det jo ingenting i det store regnskab under en valgkamp, hvor man har mange andre gøremål med møder og kampagner."

Han mener, at klimaaftrykket blot flyttes et andet sted hen i forhold til den aftale, de øvrige partier har indgået. Det drejer sig om, at partierne i aftalen har varslet to fælles valgmøder og trykt flyers eller lignende, der skal husstandsomdeles. De social medier bliver også et omdrejningspunkt, mener DF'eren.

"Man flytter CO2-udledningen over på nogle internetservere i stedet, hvor valgkampen kommer til at stå. Og i forhold til at trykke materialer til alle kommunens borgere er hovedrystende i en klimasammenhæng. Og så giver det store partier en kæmpe fordel. For det er dem, der har råd til at betale for annonceringer," siger Michael Nedersøe. 

DF-valgkamp i masterne starter fra dag 1

Samme dag som kommunalvalget 18. november 2025 afholdes traditionen tro også regionsrådsvalg. Her kommer valgplakaterne op at hænge, som de plejer - men denne gang altså lidt ensomt i Horsens. Og dog. Michael Nedersøe ved godt, hvad han skal den første dag, hvor det ifølge reglerne er tilladt at hænge plakater op - 21 dage inden valgstederne åbner på valgdagen.

"Der skal jeg ud og hænge mine plakater op. Det er helt sikkert."

Og ifølge valgforsker og professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen, giver det et godt udgangspunkt for valget, skriver TV Syd:

"Det er virkelig et sats. Hvis det kun er Dansk Folkeparti, der sætter plakater op, har de en kæmpe fordel. Man skal passe på med at give en niche til et enkelt parti, for så vil der være rigtig mange vælgere, der sætter kryds ud for Dansk Folkeparti," siger han til TV2 Syd.

Det er kun partier med plads i byrådet i Horsens, der har forpligtet sig til ikke at ophænge plakater. To partier som Danmarksdemokraterne og Moderaterne stiller også op ved KV25 i kommunen. De må gøre op med sig selv, om de vil op at hænge, eller om de vil følge flertallet af partierne i byrådet - eller Dansk Folkeparti.

Sidst opdateret: 18/03/2024 - 12:38

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]