
Gitte Kronbak Nielsen (tv.), der er gruppeformand for S i byrådet i Roskilde, udfordrer borgmester Tomas Breddam som spidskandidat ved det kommende kommunalvalg. - Foto: Roskilde Kommune og Philip Davali/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Borgmester taber første runde til partifælle - men intet er afgjort endnu
Efter generalforsamling er det stadig uvist, om det vil lykkes viceborgmester Gitte Kronbak Nielsen (S) at vriste spidskandidaturet til kommunalvalget fra borgmester Tomas Breddam, der fik hård kritik fra byrådsmedlem.
Udgivet: 18/03/2024
"Det kom bag på mig."
Roskilde Kommunes borgmester Tomas Breddam (S) blev i forrige uge udfordret af byrådsgruppens formand, 2. viceborgmester Gitte Kronbak Nielsen (S), som spidskandidat ved kommunalvalget i november 2025.
Lørdag samledes Roskilde-kredsens socialdemokrater til generalforsamling. En afstemning blandt de fremmødte viste en overvægt af stemmer til udfordreren med 66 stemmer, mens borgmesteren fik 51.
Spidskandidaten kunne være fundet på generalforsamlingen, hvis en kandidat havde modtaget mindst to tredjedele af stemmerne. Det var ikke tilfældet, så nu skal den endelige afgørelse træffes af partiets 450 medlemmer i kredsen. Urafstemningen forventes at være overstået et par uger efter påske.
For Tomas Breddam har de seneste uger været noget af en rutsjebanetur. Ved generalforsamlingen blev det blandt andet fremført, at samarbejdet i byrådsgruppen har været kritisabelt ifølge flere i gruppen, der består af ti medlemmer.
"Det er nogle gange et fortravlet liv, man fører, så når jeg får den ind, tænker jeg "det var pokkers, der må være noget, jeg fuldstændig har overset i forhold til det her," siger borgmesteren til Sjællandske Nyheder.
På mødet var det især byrådsmedlem Camilla Vilby-Mokvist (S) og hendes kritik, der brændte igennem:
"Jeg synes, måden det har været drevet på de sidste fem år, absolut ikke har været fordrende, hverken for samarbejdet eller de politiske resultater. Vi har hørt om mange fine resultater, der er skabt, og der vover jeg den påstand at sige, at det er ikke på grund af Tomas, det er på trods af Tomas."
"Og det synes jeg bare, at han fuldstændig glemmer i sit fravær af at give cadeau og en hånd ud til alle dem, som hjælper ham på vejen. Og det er ved at være lidt træt af, det er ret demotiverende. Så det er derfor, jeg mener helt klart, at nu skal vi have en dokumenteret god ledelse, som kan træde ind og skabe det her samarbejde og få bygget det op igen, for det har lidt i mange år nu," siger Camilla Vilby-Mokvist ifølge Sjællandske Nyheder..
Det er en kritik, der gør indtryk på Tomas Breddam:
"Det med at blive præsenteret af en ret grundlæggende kritik af min rolle og person og så først få den i forbindelse med det her kampvalg, det har virkelig været noget, der overraskede mig rigtig meget," siger Tomas Breddam til Sjællandske Nyheder, som i det hele taget slet ikke havde set kampvalget komme, før Gitte Kronbak Nielsen meldte sit kandidatur i begyndelsen af marts.
Der er en god chance for, at udfaldet af urafstemningen ender med at afgøre, hvem der bliver borgmester i Roskilde fra 2026 og fire år frem. Socialdemokratiet har haft borgmesterposten i kommunen siden 2006.
Sidst opdateret: 18/03/2024 - 10:47












































