Novo Nordisks succes kan skabe elite af meget rige kommuner
En håndfuld danske kommuner kan se frem til at blive forgyldt, hvis Novo Nordisk blot indfrier en del af aktiemarkedets forventninger til stigende overskud og dermed betalinger af selskabsskat.
Udgivet: 15/03/2024
En håndfuld danske kommuner kan se frem til at blive forgyldt på en måde, som vi aldrig tidligere har set i Danmark, hvis Novo Nordisk indfrier blot en del af den vækst i overskuddet, som har fået aktiemarkedet til at mangedoble firmaets aktiekurs.
Det skriver NB-Økonomi.
Hvis blot Novo fordobler sit skattepligtige overskud i Danmark de kommende år, så vil især Hillerød, Kalundborg og Gladsaxe opleve en vækst i de årlige indtægter fra selskabsskat efter udligning på et sted mellem 1.800 og 4.300 kroner pr. indbygger. Derudover vil Hjørring og Gentofte formentligt også få noget, ligesom Odense på længere sigt vil nyde godt af den nye fabrik, som Novo er i fuld gang med at bygge. Derudover har Novo lejet 65.000 kvadratmeter i Høje-Taastrup, som dermed også vil få en bid af selskabsskatten fra Novo fra 2027.
På grund af det såkaldte balancetilskud skal de resterende 91 kommuner betale for de syv Novo-kommuners gevinst. Det er dog kun 100 kroner pr. indbygger.
Bemærk: I kortet indgår ikke den potentielle indtægt til Odense og Høje-Taastrup.
Til en illustration af hvor stor en effekt det vil have på kommuner med Novo-anlæg, så svarer det for dem til, at regeringen lagde mellem 10 og 25 milliarder kroner oven i bloktilskuddet. Dermed kan Novo-kommunerne enten sænke skatten markant eller - hvis de kan få serviceramme til det - udvide servicen markant.
Selvom det kan lyde vildt, at Novo skulle fordoble sin betaling af selskabsskat i Danmark fra 8,6 milliarder i 2021 milliarder om året til det dobbelte i løbet af få år, så skal det ses i lyset af, at aktiemarkedet har firedoblet aktiekursen siden 2021.
"Nu er det svært at spå, specielt om fremtiden. Når det så er sagt, så er det ikke urealistisk, at Novo's skatteindbetalinger fordobles over de næste fem-otte år. Novo har monopol på et produkt, der er massiv efterspørgsel på, og det sikrer dem en utrolig stærk position" siger økonom og konsulent Lars Christensen til NB-Økonomi.
Kan udløse krav om ændret udligning af selskabsskat
Forklaringen på, at Novo kan skabe en lille elite af meget velhavende kommuner er dels, at selskabet er ekstremt profitabelt og er centreret i få kommuner, dels at kommunerne kun bliver udlignet 50 procent af selskabsskat. Til sammenligning skulle kommunerne betale mellem 75 og 95 procent i udligning, hvis de fik en tilsvarende ekstraindtægt fra personskatter.
Inden Novo-kommunerne begynder at bruge af pengene, så er der dog en risiko for, at en yderligere skævvridning af kommunernes gevinster på selskabsskat kan udløse en ændring af udligningen af selskabsskatter, når der efter planen skal ske en justering af den kommunale udligning gældende fra 2029.
Ved den seneste udligningsreform i 2020 reducerede forligspartierne kommunernes andel af delskabsskatten fra 15,24 til 14,24 procent, hvilket skabte en lidt mere ligelig fordeling af de cirka 10-15 milliarder kroner, som hvert år lander i kommunernes kasser.
Sidst opdateret: 19/03/2024 - 14:14
Emner: Skat








































