Fastfrysningen af ejendomsbeskatningen har trukket Danmark skævt
Boligskattestoppet har sammen med en skæv udvikling i ejendomsværdierne betydet store skattelettelser til boligejere i københavnsområdet og i Aarhus, skriver NB-Økonomi. Se, hvordan det ser ud i din kommune.
Udgivet: 23/11/2023
Nogle af landets rigeste boligejere i de største byer har nydt godt af boligskattestoppet, mens boligejerne i resten af landet har fået en meget lavere gevinst. Boligejerne i især København og Aarhus har nydt godt af, at deres boligskat har været fastfrosset, selvom boligpriserne i de to kommuner er steget kraftigt.
De offentlige ejendomsvurderinger udgjorde i 2011 96 procent af markedsværdien (opgjort som den gennemsnitlige handlede ejendomsværdi), mens andelen i 2022 var 74 procent. Et efterslæb i forhold til 2011 på 22 procentpoint.
Imidlertid er der stor forskel på hvor meget boligpriserne er steget, og dermed hvor lang afstanden til den offentlige ejendomsvurdering er blevet i de forskellige dele af Danmark. I kortet nedenfor ses udviklingen på kommuneniveau (artiklen fortsætter under kortet).
Boligejerne på det meste af Sjælland, i Odense, Aarhus, Skanderborg, Syddjurs og Silkeborg har oplevet værdistigninger over gennemsnittet. Størst afstand til den offentlige ejendomsvurdering er der blevet i kommunerne lige omkring København.
Udviklingen afspejles i kortet nedenfor, der viser den offentlige ejendomsvurdering i procent af den gennemsnitlige pris på de handlede ejendomme i 2022.
Afstanden til den offentlige ejendomsvurdering udgør i de jyske kommuner i gennemsnit 20 procent, mens afstanden på Sjælland er godt 30 procent og i enkelte kommuner helt op imod 40 procent.
Det er et resultat af, at priserne på størstedelen af Sjælland og i Odense og Aarhusområdet er vokset stærkere end det generelle prisniveau, mens boligpriserne (målt på de handlede ejendomme) realt set er faldet i de fleste andre kommuner.
Du kan se regnearket bag analysen i NB-Data her
Sidst opdateret: 24/11/2023 - 14:32
Emner: Skat








































