
Luften er kold mellem ledelsen på rådhuset i Hvidovre og kommunens renovationsmedarbejdere, der føler sig svigtet. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Borgmester og renovationsarbejdere i hård infight
I måneder har renovationsarbejderne i Hvidovre Kommune forsøgt at gøre kommunen opmærksom på dårlige arbejdsforhold på baggrund af en driftsleders ageren. Kommunen har sat advokatundersøgelse i gang, men ikke hjemsendt den pågældende leder - det har fået medarbejderne på barrikaderne.
Udgivet: 15/03/2024
Der bliver ikke hentet affald i Hvidovre Kommune i disse dage. Renovationsarbejdere strejker i utilfredsfredshed med kommunens og borgmesterens manglende forståelse i en splid, der nu er gået helt i hårknude.
Strejken skyldes, at en række ansatte gennem en længere periode har oplevet chikane, mobning og hårdt arbejdspres fra en konstitueret leder samt kontinuerlige brud på regler, som der ifølge omkring 40 medarbejdere ikke er blevet handlet ordentligt på fra kommunen. Det skriver Sjællandske Nyheder.
Ifølge et brev, som Fagbladet 3F er i besiddelse af, og som blev sendt til kommunalbestyrelsen i sidste uge, har renovationsfolkene i otte måneder forsøgt at gøre opmærksom på arbejdsmiljøproblemerne. De peger blandt andet på, at fem kollegaer er gået ned med stress, depression og angst og at mindst et halvt dusin yderligere, er på randen til knække sammen.
"Vi kan ikke mere. Vi vil ikke mere. Vi er udkørte, vi er trætte, og vi er ekstremt psykisk belastede," lyder meldingen fra de op imod 30 skraldemænd, der altså nedlagde arbejdet onsdag morgen i denne uge og i medierne har beskyldt borgmesteren for "at røvrende dem" på grund af kommunens reaktion efter et møde på borgmesterkontoret i sidste uge.
Hvidovre Kommune meddelte 5. marts, at de ville sætte en advokatundersøgelse i gang, der skal undersøge det 14 sider lange klageskrift, kommunen har modtaget.
I mellemtiden ønsker renovationsarbejderne, at den pågældende leder bliver hjemsendt, mens undersøgelsen foregår, men det ønske bliver ikke fulgt op af kommunen efter anbefaling fra advokatfirmaet.
"Der er tale om nogle alvorlige anklager, men situationen er også noget mere kompliceret, end den virker ved første øjekast. Derfor er undersøgelsen ved advokatfirmaet nødvendig for at få et fast og veldokumenteret grundlag at træffe beslutninger på. Vi har et fælles ønske om at løse de udfordringer, der tydeligvis er, men derfor bliver vi også nødt til at få belyst sagen grundigt," siger borgmester Anders Wolf Andresen (SF) i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen forventes færdig om to til tre uger.
Sidst opdateret: 15/03/2024 - 11:23












































