- Foto: Sundhedsstyrelsen

Ti kommuner skal videreudvikle ungeprojekt

Et fælleskommunalt projekt har siden 2020 arbejdet med at udvikle et nyt koncept for rusmiddelforebyggelse lokalt. Nu er ti kommuner valgt til at udbrede konceptet over de næste fire år i programfasen.

Udgivet: 13/03/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Ti kommuner er sammen med de nuværende fem pilotkommuner valgt til at være en del af 'Fælles om ungelivet', som er et projekt under Sundhedsstyrelsen.

Projektet har til hensigt at assistere og hjælpe kommuner, så rusmidler ikke spiller en så markant rolle for de unge. Et liv, hvor tydelige og nærværende voksne skaber rammerne for og viser vejen til gode sociale fællesskaber og inspirerende ungemiljøer.

23 kommuner har ansøgt om at få midler til at afprøve og udbrede programmet lokalt, og de ti valgte kommuner er: Thisted, Varde, Hedensted, Esbjerg, Nyborg, Egedal, Holbæk, Kalundborg, Lemvig og Syddjurs kommuner.

De fem igangværende pilotkommuner er Aalborg, Odder, Silkeborg, Sorø og Gentofte. De fem pilotkommuner, som i 2020 blev valgt, bliver mentorer for de nye programkommuner og skal samtidig også videreudvikle på deres egen lokale indsats.

Programleder Maria Koch Aabel glæder sig over den store interesse:

”Vi glæder os rigtig meget til at samarbejde med de nye programkommuner og er glade for, at så mange ønsker at være en del af 'Fælles om ungelivet'. Vi har fået rigtig mange gode ansøgninger og har i udvælgelsen blandt andet prioriteret, at kommunerne er spredt over hele landet.”

Maria Koch Aabel håber, at de kommuner, der ikke er blevet udvalgt, stadig vil fortsætte med at arbejde efter 'Fælles om ungelivets' koncept.

”Vi håber, at de kommuner, som ikke har modtaget midler, fortsat vil have interesse, og vi ser frem til at høre om andre kommuners erfaringer med den lokale udbredelse og implementering til vores årlige netværksmøder,” siger Maria Koch Aabel og opfordrer til, at kommunerne løbende holder sig opdaterede om Fælles om Ungelivets netværksmøder og workshops, som er åbne for alle interesserede kommuner:

”Vores mål er, at også de kommuner, der ikke er valgt ud som programkommune, skal have gavn af konceptet og tilgangen i Fælles om ungelivet. Derfor står vi i sekretariatet i Fælles om ungelivet også gerne til rådighed for dem, hvis de har brug for hjælp og rådgivning.”

Fælles om Ungelivet er desuden på vej med et digitalt koncept, som vil være tilgængeligt for alle kommuner. Konceptet offentliggøres i maj 2024.

Læs mere om Sundhedsstyrelsens program her.

Sidst opdateret: 13/03/2024 - 12:18

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]