Aalborg Byråd har enstemmigt besluttet, at der skal indføres mulighed for at indsende borgerforslag fra kommunens borgere.

Aalborg Byråd har enstemmigt besluttet, at der skal indføres mulighed for at indsende borgerforslag fra kommunens borgere. - Foto: Lars Horn / Baghuset

Store kommuner tumler med borgerforslag - København vil sænke barren, Aarhus er i gang

Mens man i Aarhus i februar kunne fejre, at det første borgerforslag havde nået byrådssalen, har Københavns Kommune været nødt til at tage deres forsøg med borgerforslag op til revision. I Aalborg valgte byrådet i går at indføre borgerforslag i kommunen.

Udgivet: 12/03/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

I 2018 indførte Folketinget, at det skulle være muligt for borgere at indsende forslag til behandling i Folketinget, hvis de kunne opnå 50.000 støtteerklæringer. Siden har en række af landets kommuner indført borgerforslag på kommunalt plan, og i går blev Aalborg Kommune den seneste til at hoppe på borgerforslagsbølgen.

På byrådsmødet blev det enstemmigt vedtaget, at aalborgensere fremover skal have mulighed for at få et forslag sendt til drøftelse i byrådet, såfremt det kan opnå 1.000 støttetilkendegivelser gennem MitID-verificering. Det var Radikale Venstres byrådsgruppe, der havde fremsat forslaget, og efter byrådsmødet glædede en tilfreds Jes Lunde (R), der er sundheds- og kulturrådmand, sig over beslutningen.

"Det er rigtig godt, at vi åbner for, at flere borger kan med være med i den politiske debat. Og så er det vigtigt, at vi viser vores borgere, at vi er lydhør over for dem", siger han til TV2Nord:

Initiativrige aalborgensere må dog vente lidt endnu, før de kan indsende borgerforslag. Foreløbigt skal Økonomi- og Erhvervsudvalget have udarbejdet et forslag til en konkret model for borgerforslag, der skal godkendes i byrådet.

Festdag i Aarhus

Skulle Aalborg have brug for inspiration, når borgerforslagsordningen skal implementeres, kan kommunen kigge mod syd.

Sidste år indførte Aarhus Kommune en toårig forsøgsordning med borgerforslag. Det kræver 1.500 støttetilkendegivelser indsamlet inden for et halvt år, før et forslag kan sendes til behandling i byrådet.

I februar blev et borgerforslag om at droppe udvidelsen af Aarhus Havn, stillet af Aarhus-borger Signe Kjærulff Svaneborg, det første til at blive sendt til afstemning i byrådet. En begivenhed, der fik borgmester Jacob Bundsgaard til at kalde det en historisk dag, mens De Radikales Metin Lindved Aydin kaldte det for en festdag i byrådet. Resultatet af afstemningen blev, at forslaget er blevet sendt videre til Økonomi- og Erhvervsudvalget, der skal behandle forslaget på mødet 13. marts.

I skrivende stund er der 42 aktive borgerforslag i Aarhus Kommune, hvoraf tilskud til hjemmepasning, mulighed for hjemme-klamydiatests og meget mere julehygge til By Night er et lille udpluk. Foruden Signe Kjærulff Svaneborgs forslag, er der kun et enkelt, der er nået over de nødvendige 1500 støtteerklæringer. Stilleren af det næste forslag, som byrådet skal drøfte, ønsker, at politikerne skal omgøre en beslutning fra 2017 om at nedklassificere 900 vejstrækninger i kommunen.

Fik du læst?

Første borgerforslag behandlet i byrådet

Hen over vinteren drøftede byrådet, om borgerforslagene bør præsenteres for byrådet eller det relevante fagudvalg. Udfaldet blev, at præsentationen skal finde sted på åbne møder i byrådssalen, hvor bevågenheden er størst.

Støttekrav til debat i hovedstaden

Også Københavns Kommune lancerede sidste år en forsøgsordning med borgerforslag, kaldet københavnerforslag, som skal løbe frem til udgangen af 2024. Ved forsøgsordningens tilblivelse i august besluttede man, at et forslag skulle have samlet mindst 5.000 støtteerklæringer, før det kunne tage turen til borgerrepræsentationen.

Det krav - som blev fastsat ud fra andelen af underskrifter, et borgerforslag skal have for at nå frem til Folketinget - har man nu været nødt til at justere på, efter at Økonomiforvaltningen har vurderet, at man risikerer slet ikke når at få erfaring med københavnerforslag i forsøgsperioden, hvis man ikke sænker antallet af nødvendige støtteerklæringer. Socialdemokratiet og Enhedslisten ønsker at følge Økonomiforvaltningens forslag om at halvere antallet, så det fremover kun vil kræve 2.500 støtteerklæringer at få sendt et borgerforslag til behandling, mens Radikale Venstre, SF og Venstre mener, det er for lavt. De tre partier foreslog i Økonomiudvalget, at barren blot skal sænkes til 4.000 underskrifter.

Forslaget skal behandles endeligt på borgerrepræsentationsmødet på torsdag,14. marts.

Fik du læst?

Borgerforslag når sjældent byrådssalen

Sidst opdateret: 12/03/2024 - 13:33

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]