Det bliver mange forskellige elementer, man skal ind og justere på.  Det kan sammenlignes med et svajende telt, der har behov for at blive strammet på flere barduner.

Det bliver mange forskellige elementer, man skal ind og justere på. Det kan sammenlignes med et svajende telt, der har behov for at blive strammet på flere barduner. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix (arkiv)

Analyse

Der er ikke en enkel løsning i Tranæs-rapporten - men flere markante forslag

Når Tranæs-rapporten bliver offentliggjort omkring påske, vil udvalget præsentere en bred vifte af markante økonomiske forslag. Spørgsmålet er, om det er nok til at sikre en bæredygtig økonomisk udvikling, skriver NB-Social i analyse.

Udgivet: 11/03/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Snart er ventetiden forbi.

På socialområdet sidder alle for tiden og venter i spænding på den endelige rapport fra Ekspertudvalget med Torben Tranæs i spidsen, der skal sikre en bæredygtig faglig og økonomisk udvikling på det specialiserede socialområde.

Det skriver NB-Social.

Udvalget lagde de endelige anbefalinger fast til et møde den 27. februar. Derudover vil der også i uge 11 være et afsluttende møde, hvor man ser på de enkelte formuleringer. Herefter er der en redigeringsproces.

Som det ser ud lige nu, er forventningen, at den endelig rapport kommer omkring påske. Enten ugen før eller ugen efter. Generelt peger flere på, at udvalget er kommet grundigt til bunds i, hvad udfordringerne på det specialiserede socialområde består af.

Dog skal man ifølge flere kilder ikke tro, at man i rapporten vil finde det store columbusæg, der indeholder løsningen på alle socialområdets udfordringer, som man måske gik og håbede på blandt politikerne på Christiansborg. Der er nemlig ikke én grundproblemstilling.

Tværtimod er det mange forskellige elementer, man skal ind og justere på.

En kilde sammenligner socialområdet med et svajende telt, der har behov for at blive strammet på flere barduner.

Flere vidtgående forslag, der sikrer bedre styring

Nøgleopgaven bliver at sikre økonomisk styrbarhed samtidig med, at man respekterer handicapkonventionen.

Rapporten vil indeholde en række vidtgående forslag, der vil få afgørende betydning for socialområdets økonomi og give kommunerne langt bedre mulighed for at få styring med området.

Netop fordi der ikke bare er et punkt, man kan skrue på, bliver anbefalingerne mere en form for alt godt fra havet. Forventningen er derfor også, at der vil komme voldsomme reaktioner - særligt fra handicaporganisationerne.

Rapporten ser blandt andet på den lille gruppe af borgere, der udgør såkaldte dyre enkeltsager og står for en stor del af væksten i udgifterne på det specialiserede socialområde. Borgere med meget komplicerede handicap, som ofte er udadreagerende og har en voldsdom bag sig.

Udfordringen her er nemlig, at udgifterne til den gruppe bare stiger, samtidig med at den oplevede kvalitet - både blandt medarbejderne og borgerne selv - ikke gør det samme.

Den gruppe vil flere af forslagene være rettet imod.

Særligt prissætning fylder i rapporten

En af de helt store temaer i rapporten bliver prissætningen på socialområdet - og hvor lidt politikerne har indflydelse på den.

For i modsætningen til de fleste andre velfærdsområder, bruger man på socialområdet de private aktører ved nogle af de allermest specialiserede opgaver, hvilket kan gøre det svært at skabe en konkurrencelignende situation.

Det er en udfordring ifølge flere kilder, da man populært sagt hellere vil have et marked, hvor der er mulighed for at skabe konkurrence, og noget mere styrbart, hvor der ikke er mulighed for det.

Som det er i dag, er det ofte de aktører, der har den specialiserede viden, som gør, de kan løse en given opgave, der bestemmer prisen - ikke politikerne. Og en af Tranæs-udvalgets ambitioner er jo netop at give politikerne bedre mulighed for selv at styre området og selv lægge serviceniveauet.

Derudover fylder botilbudsområdet - herunder kvindekrisecentrene, merudgiftsydelsen og administrationen knyttet til blandt andet tilsyn og visitationen også en del i rapporten.

Der har gennem længere tid været en del rygter om, at man i Tranæs-rapporten arbejdede med et form for loft over eller fastlåsning af, hvor meget en given kommune måtte bruge på det specialiserede socialområde. De rygter afvises dog af samtlige kilder.

Konventionens begrænsninger for den bæredygtige økonomiske udvikling

Spørgsmålet er dog, om de vidtgående forslag fra Tranæs-udvalget er nok til at leve op til kommissoriet. Her er der uenighed blandt flere af kilderne.

For læser man kommissoriet, skal udvalget komme med anbefalinger, der er neutrale for de offentlige finanser på langt sig. Derudover skal de understøtte en stabil økonomisk ramme fremadrettet.

Nogle kilder slår dog tvivl om, hvorvidt forslagene er nok til at komme helt i mål, selvom de anerkender, at man med forslagene vil komme et godt stykke hen ad vejen.

Andre kilder føler sig helt overbevist om, at det er muligt med forslagene på langt sigt at skabe en økonomisk bæredygtig udvikling.

De mere skeptiske kilders bekymring kommer af, at der efter sigende har været en relativt ufleksibel læsning af handicapkonventionen i ministerierne. Den tolkning har ifølge nogle begrænset udvalgets mulighed for at komme med forslag, der virkelig kunne sikre den bæredygtige udvikling.

Generelt er der en bred opbakning til handicapkonventionen. Det handler mere om den danske fortolkning sammenlignet med andre europæiske lande som Sverige og Holland, der efter sigende langt fra oplever samme styringsudfordringer.

Uanset hvem der får ret i, om anbefalingerne er nok til at sikre den bæredygtige faglige og økonomiske udvikling, ender opgaven nu på politikernes bord.

Det bliver deres opgave at sikre, at det lykkes at komme i mål med den økonomiske udvikling på socialområdet.

Sidst opdateret: 11/03/2024 - 13:32

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]