Risikoen for at der er fejl i byggeansøgninger skulle gerne minimeres med det nye system.

Risikoen for at der er fejl i byggeansøgninger skulle gerne minimeres med det nye system. - Foto: Skærmdump fra bygogmiljoe.dk

Nyt it-system til byggeansøgninger rydder op i fejl

Det er blevet lidt nemmere at være byggeansøger og kommunalt ansat i teknisk forvaltning. Et hackaton har inspireret til ændringer i den nationale ansøgningsportal Byg og Miljø. Borgmester har store forventninger til, at den nye løsning kan dæmme op for fejl i ansøgningerne.

Udgivet: 08/03/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Tirsdag viste en analyse af DI Byggeri, at landets kommuner er blevet bedre til at holde sagsbehandlingstiderne nede i byggesager.

Fik du læst?

Kurven knækket: Store forskelle på kommunernes sagsbehandlingstider i byggesager

Og nu bliver arbejdet med ansøgningerne gjort endnu bedre og mere tidsbesparende. Fejl i byggeansøgninger fra både private og erhvervsliv forlænger nemlig sagsbehandlingstiden uhensigtsmæssigt. Det skal en forbedret, national ansøgningsportal - Byg og Miljø - råde bod på.

Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune arrangerede i 2022 sammen med Kommunernes IT-fællesskab KOMBIT et hackaton, der skulle afdække udfordringerne i ansøgningsprocessen og præsentere en række løsningsforslag. Det er KOMBIT, der står for den nationale ansøgningsportal Byg og Miljø, og de har på baggrund af hackatonet udviklet en række ændringer i Byg og Miljø sammen med virksomheden KomPublic.

Fik du læst?

'Hackaton' skal spare tid i byggesager

Ændringerne er nu blevet rullet ud, og helt konkret vil byggeansøgere fremover i højere grad blive dirigeret udenom kategorier og felter, som ikke er relevante for deres byggesag. Herudover vil ansøger først kunne trykke sig videre til næste trin i ansøgningsprocessen, når alle nødvendige felter er udfyldte og alle dokumenter lagt op.

Det er afgørende for at sikre, at en byggeansøgning indeholder de nødvendige oplysninger for, at landets kommuner kan behandle en sag.

I København er der fejl i op til 70 procent af byggeansøgningerne, forvaltningen modtager. Det forlænger sagsbehandlingstiden uhensigtsmæssigt, og Københavns Kommune har derfor allerede iværksat en række initiativer for at dæmme op for de mange fejl og mangler i byggeansøgningerne. Det er vigtigt at skrue på alle knapper, og teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er derfor glad for den nye løsning:

”Vi er kommet langt på byggesagsområdet i København. Siden 1. juli sidste år har byggesager med servicemål i gennemsnit overholdt servicemålene. Men der er stadig fejl i op til 70 procent af de ansøgninger, vi modtager, og derfor er jeg glad for, at det hackaton i 2022 nu har ført til en ændring, der vil hjælpe både byggeansøgere i København og i resten af landet,” siger hun i en pressemeddelelse fra kommunen.

For KOMBIT er brugervenlighed helt centralt:

”Den praktiske brug af vores systemer er afgørende for os, derfor blev vi selvfølgelig nødt til at finde en løsning på de store mængder tilbageløb i sagerne. Hvis borgerne selv kan gennemskue sagsforløbet og bliver vejledt og guidet bedst muligt, så sikrer vi et mere effektivt forløb for både borgere, virksomheder og kommuner,” siger Dorthe Andersen, chef for Teknik, Miljø og Borgerservice hos KOMBIT.

Flere typiske fejl

De fleste fejl har knyttet sig til valg af brandklasse, konstruktionsklasse og tekniske kapitler. Med de seneste justeringer bliver ansøgerne på et tidligt tidspunkt spurgt ind til deres byggeprojekt, så de guides omkring de relevante informationer, felter og dokumenter, som er centrale for sagsbehandlingen af netop deres byggeansøgning.  

I første omgang er ændringerne trådt i kraft for ansøgere, der skal søge i servicemålskategorien ’enfamiliehuse’. I de kommende måneder vil ændringen også træde i kraft for mindre bygninger, etageboliger, erhvervsbyggeri, landbrug, industri og lagerbygninger. 

Fakta

Hackaton

Byg og Miljø er en webbaseret selvbetjeningsløsning til ansøgninger om byggetilladelser og miljøsager.

Et hackaton er et koncept som blandt andet bruges inden for it-udvikling. Her mødes man og arbejder intenst på at udvikle eller videreudvikle digitale løsninger ud fra konkrete problemstillinger og/eller datasæt.

Sidst opdateret: 08/03/2024 - 11:56

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]