Prisen på tagrenovering af Munkekærskolen er skudt i vejret efter fund af asbest.

Prisen på tagrenovering af Munkekærskolen er skudt i vejret efter fund af asbest. - Foto: Munkekærskolen/Facebook

Asbestfund på skole sender regning i vejret

Fund af asbest i tagpladerne på Munkekærskolen har fået Solrød Byråd til at frigive midler, der mere end fordobler det oprindelige prisestimat. Opgaven forventes at blive sat til udbud i marts.

Udgivet: 29/02/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Utæthed og slid fik sidste år Solrød Byråd til at beslutte, at tagene på Munkekærskolen skal udskiftes. Nu ser det ud til at blive et dyrere projekt end først antaget - 29 millioner ekstra i kroner og øre.

For da arbejdet tog sin begyndelse i januar, fandt man asbest i skolens tagplader, og asbest-støv i ubrugte tagrum, hvilket fik Solrød Byråd til at frigive de ekstra millioner til projektet. Det er også besluttet, at tagrenoveringen skal sendes til udbud igen. ”Det er lidt af en mavepuster med så stor en ekstraregning, men der er ingen vej udenom. Arbejdet skal selvfølgelig udføres af folk, der er eksperter på området, så det sker på en sikker måde for både elever, ansatte og håndværkere, og det koster en hel del ekstra penge,” siger Regine Hovmøller (LA), formand for Familie- og Uddannelsesudvalget, i en pressemeddelelse.

Der var i forvejen afsat 15 millioner til tagrenoveringsprojektet, og derfor løber det samlede estimat af prisen op til 44 millioner kroner. Pengene er dog ikke udelukkende afsat til at håndtere det giftige byggemateriale. 4 millioner kroner skal bruges på at gøre en af tagfladerne funktionel som uderum til eleverne.

Opgaven forventes at blive udbudt i marts måned.

Farligt støv

Før i tiden har asbest været et populært byggemateriale til isolering og brandsikring af bygninger, da det ikke er brændbart og tåler op til 900 graders varme.

Uheldigvis producerer det samtidig sundhedsskadeligt støv, der ved indånding kan føre til en lang række alvorlige sygdomme, som lungehindekræft eller asbestose. Derfor blev byggematerialet gradvist gjort forbudt op gennem 1970'erne og 80'erne, men det forekommer stadig i mange bygninger.

Skal man arbejde med asbest, for eksempel i forbindelse med renoveringsopgaver, skal det indrapporteres til Arbejdstilsynet.

Sidst opdateret: 29/02/2024 - 12:28

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]