Mathilde Hjort Bressum har trukket sig som 2. suppleant i tvangsfjernelsesudvalget i Aarhus Kommune. Hun føler sig ikke godt nok rustet til arbejdet.

Mathilde Hjort Bressum har trukket sig som 2. suppleant i tvangsfjernelsesudvalget i Aarhus Kommune. Hun føler sig ikke godt nok rustet til arbejdet. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Politiker trækker sig: Vil ikke tvangsfjerne børn længere

Aarhus Kommune hæver nu vederlaget for suppleanter i tvangsfjernelsesudvalget i erkendelse af, at det er et hårdt arbejde, som gør det vanskeligt at finde suppleanter til møderne.

Udgivet: 28/02/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

"Filmen knækkede for mig, fordi jeg kunne mærke, at jeg ikke havde hår nok på brystet til at sidde i udvalget. Jeg skal lave politik og ikke sidde og tvangsfjerne børn."

Sådan lyder det fra Venstres Mathilde Hjort Bressum i Aarhus Byråd. Hun sad indtil for nylig i Børne- og Ungeudvalget som 2. suppleant. Udvalget, der hører under Social- og Beskæftigelsesudvalget, arbejder med tvangsforanstaltninger - og omtales derfor til tider som tvangsfjernelsesudvalget.

Mathilde Hjort Bressum vil ikke længere deltage i møderne. Det skriver TV2 Østjylland.

"Jeg tror, man skal have et hjerte af sten for ikke at blive personligt berørt, når der sidder unge mennesker og børn og fortæller, hvordan de har det. Især at de skal sidde og fortælle, mens forældrene er der. Det er sørgelige skæbner", siger hun til tv-stationen.

Blandt andet på baggrund af Venstre-kvindens udmelding har byrådet på seneste møde besluttet at hæve satsen for suppleantarbejdet i udvalget. I indstillingen til forslaget skriver administrationen:

"Det har været en udfordring med at finde suppleanter grundet den forholdsvise store arbejdsmængde for disse - både i form af indkaldelser, mødematerialets størrelse samt mødets karakter. Det er hensigten at kompensere dette ved en forhøjet diætsats."

Sidste år afholdt tvangsfjernelsesudvalget 53 møder om i alt 100 børn og unge, og heraf har Mathilde Hjort Bressum, der har været medlem af byrådet siden seneste kommunalvalg, ifølge TV2 Østjylland været suppleant en håndfuld gange. Det samlede mødeantal er en stigning i forhold til tidligere år.

Vederlaget til suppleanterne har hidtil været på 450 kroner for møder under fire timer, mens beløbet steg til 900 kroner for tidsforbrug derover. Fremover bliver betalingen på 900 kroner uanset mødets længde, oplyser kommunen.

Men for Mathilde Hjort Bressum gør beløbsstørrelsen ikke nogen forskel. Hun har truffet sin beslutning.

"De kunne have betalt mig ti gange så meget, og jeg havde stadig ikke siddet i udvalget. Jeg føler mig ikke rustet nok til det", siger hun TV2 Østjylland.

Fakta

Tvangsfjernelsesudvalget i Aarhus Kommune

Udvalget for børn og unge (tvangsforanstaltninger m.v.) træffer afgørelse i sager vedrørende børn og unge, jf. Lov om social service, § 74.

Det kan fx være i sager om anbringelse uden for hjemmet, ændring af anbringelsessted.

Medlemmer

Anette Poulsen - byrådsmedlem- (S) formand
Bünyamin Simsek - byrådsmedlem - (V)
Mette Søgaard Vammen, byretsdommer
Tina van Steen, byretsdommer
Hanne Fløe, byretsdommer
Vagn Kastbjerg, byretsdommer
Jan Sejersdahl Kirkegaard, psykolog
Berit Munk Nissen, psykolog

Kilde: Aarhus Kommune

Sidst opdateret: 28/02/2024 - 12:59

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]