
Efter offentliggørelsen af afstemningsresultatet tidligere i februar erkendte borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) straks, at bogstaverne på rådhuset ikke skal skiftes ud. Det var ham selv, der introducerede idéen om at skifte navn til Thy Kommune. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix; Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Det blev nej til Thy: Politikere vil gribe næste afstemning anderledes an
Modstandere af nyt kommunenavn glæder sig over, at Thisted Kommune fortsat kan holdes adskilt fra det stærke brand Thy. At nogle politikere tror, at kommunens arbejde kan skade opfattelsen af navnet Thy, er en falliterklæring, mener alternativist.
Udgivet: 28/02/2024
”Thisted Kommune hedder stadig Thisted Kommune”.
Spørgsmålet om et navneskifte til Thy Kommune kom på tirsdagens byrådsmøde aldrig til afstemning, og borgmester Niels Jørgen Pedersens (V) afslutningsreplik lukkede den debat, han selv sparkede i gang i oktober. Alle i byrådet var enige om at følge det klare flertal af borgere, der i en digital undersøgelse havde markeret, at de foretrækker at holde fast i det nuværende navn.
Flere af fortalerne for ”Thy Kommune” ærgrer sig over, hvordan debatten har udviklet sig. Ib Poulsen (DF) mener, at den potentielle branding-fordel har fyldt for lidt.
”Jeg synes, at debatten på de sociale medier har drejet sig om økonomi og ikke andet – og så er det jo klart, at resultatet bliver, som det bliver. Fremover skal vi nok tænke os grundigt om, inden vi sender noget ud til borgerne, hvis ikke det er ordentligt belyst”, siger Ib Poulsen og henviser til, at der har floreret udsagn om, at det vil koste et tocifret millionbeløb at udskifte alle sundhedskort.
Kommunen har anført, at navneskiftet ikke ville medføre nogen ekstraudgifter – udskiftningen af skilte ville for eksempel ske gradvist over flere år. Selve den digitale undersøgelse over e-Boks, som Rambøll har stået for, kostede 36.000 kroner at gennemføre.
Afstemning om navneskifte
17.289 borgere i Thisted Kommune deltog i den digitale undersøgelse, der indeholdt ét spørgsmål.
62,5 procent stemte for at bevare navnet Thisted Kommune, 35,5 procent ønskede at skifte navn, mens omkring 2 procent af ikke ønskede at vælge side mellem Thy og Thisted.
Svarprocenten blev 54,2 procent. Alle over 18 år var stemmeberettigede, men det krævede adgang til E-boks at deltage.
I alle aldersgrupper var der flertal for at bevare navnet. Lysten til at skifte til Thy Kommune var dog størst blandt borgere over 70 år.
Ulla Vestergaard (S) glæder sig over borgernes store engagement - 54,2 procent deltog i afstemningen.
”Jeg synes virkelig, det er suverænt”, siger den tidligere borgmester, som er blevet opmærksom på, at afstemningsmetoden ekskluderede borgere, der har fravalgt digital post.
”Hvis vi en anden gang skal sætte noget i hejs, skal vi også huske at være opmærksom på, at der var en befolkningsgruppe, som ikke fik mulighed for at stemme, fordi de ikke har E-boks”, anbefaler Ulla Vestergaard, der er tilfreds med, at man fremover kan bruge Thisted Kommune som myndighedsnavn ”og have et rigtig godt brand ved siden af”.
Samme læring om digitale afstemninger har man gjort sig i De Konservative, der ligesom Socialdemokratiet har forholdt sig skeptisk til idéen om et nyt navn.
”Vi spørger nogen, men har ikke alle med. Det var jeg ikke skarp nok på selv – og det vil jeg gerne beklage”, siger Lene Kjelgaard Jensen, som også har konstateret, at mange unge mennesker, som ikke kunne give deres besyv med, har engageret i spørgsmålet om kommunenavnet.
Den konservative veteran er ked af, at borgmesteren valgte at genoptage navnedebatten, som også fandt sted op til kommunesammenlægningen i 2007.
”Dengang var det indenrigsministeren, som besluttede, vi skulle hedde Thisted Kommune”, minder hun byrådssalen om.
Skal lægge navn til kritik
Ligesom Ulla Vestergaard peger hun på, at kommunale møgsager ville kunne slide på brandet Thy.
”Når vi er en kommune, er der myndighedsopgaver og nogle svære sager, vi skal løfte, og som vi får kritik for. Det skal vi lægge navn til som kommune, men vi har samtidig et kæmpe værdifuldt brand i kommunen, nemlig Thy, som vi ligesom vores virksomheder kan koble os på”, siger Lene Kjelgaard Jensen.
Udsagnet om risikoen for at ødelægge brandet Thy får Joachim Plaetner Kjeldsen fra Alternativet til at hæve stemmen.
”Jeg synes, det er ret bekymrende, at folk her i lokalet - som er bestyrelsen for kommunens største virksomhed og burde være den samlende faktor for os alle sammen - i ramme alvor udtaler, at hvis man sætter lighedstegn mellem Thy og vores kommune, vil det skade brandet Thy. Det, synes jeg, er en gigantisk falliterklæring. Det bør som minimum være årsag til en alvorlig selvransagelse i forhold til, hvad det er for en virksomhed, vi driver”, siger han.
Lene Kjelgaard Jensen mener ikke, at det er kontroversielt at argumentere for, at det er fornuftigt at holde kommunens navn og landsdelens positive brand adskilt.
”Kommunens opgaver er nogle andre end bare at markedsføre sig. Det er også at tage nogle svære beslutninger og lave prioriteringer, hvor vi ikke er venner med alle”, siger hun og henviser til den seneste omgang besparelser fra budgettet.
Sidst opdateret: 06/02/2025 - 10:44
Emner: Kultur













































