Langeland Kommune er den seneste, der må skære i de kommunale budgetter for at undgå at blive sat under administration.

Langeland Kommune er den seneste, der må skære i de kommunale budgetter for at undgå at blive sat under administration. - Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Baggrund

Under administration: Når den kommunale krise kradser

Det er hårdt for både kommunalbestyrelse og borgere, når en kommune sættes under administration. I Vesthimmerland Kommune krævede det flere ofre, da den i 2008 blev sat under administration. For tiden kæmper Langeland Kommune for at undgå samme skæbne.

Udgivet: 27/02/2024

Luna Skovhus

Journalist

Del artiklen:

Vesthimmerland har prøvet det, Læsø har været på kanten af det, og Langeland kæmper for at undgå det. Det starter med et bekymringsbrev og kan ende med at kommunalbestyrelsen må aflevere de kommunale nøgler til Indenrigsministeriet.

For når en kommunes likviditet kommer under nul kroner efter kassekreditreglen, så sættes den under administration. Første skridt på ruten til administration sker, når kommunens likviditet falder under 1.000 kroner per indbygger, som det skete for Langeland i efteråret. Her modtager kommunalbestyrelsen et brev fra Indenrigsministeriet, hvor den pålægges at indlevere kvartale økonomiske redegørelser til ministeriet. På det tidspunkt er kommunen stadig herre i eget hus og kan frit budgettere uden at spørge Indenrigsministeriet om lov.

Lykkes det ikke for kommunen at vende udviklingen, og likviditeten falder til under 0 kroner efter kassekreditreglen, så skrider Indenrigsministeriet ind. I praksis betyder det, at kommunen bliver pålagt ikke at vedtage beslutninger, der koster penge, og jagte besparelser, indtil man igen er ude af det økonomiske dødvande.

"Det store problem ved at komme så langt ned økonomisk er, at man er nødt til at tænke enormt kortsigtet. Kortsigtede besparelser rammer altid borgerne hårdere end langsigtede, velgennemtænkte besparelser. Derfor gælder det om hurtigst muligt at få sin handlefrihed tilbage igen", siger chefredaktør for NB-medier Arne Ullum.

Fik du læst?

Truende lav likviditet på Langeland: Kun ældrebolighenlæggelser forhindrer minus

Ingen kære mor

At det er hårdt at være sat under administration, kan Vesthimmerland Kommune skrive under på. I 2008 blev kommunen sat under administration, og 11 år efter kunne Knud Kristensen, der var borgmester under krisen, reflektere tilbage på de hårde år til TV2 Nord.

"Der er ingen kære mor. Det er barskt, barskt, barskt. Og hvis ikke man selv kan lægge en plan for, hvordan man får rettet økonomien op, laver ministeriet budgetterne for dig. Og deres regnedrenge har altså intet forhold til idrætsforeninger, svømmeklubber og så videre. De skal bare have pengene til at passe", sagde han dengang til TV2 Nord.

Det tog Vesthimmerland tre år at blive sat fri fra administration, og krævede et investeringsstop og en forhøjelse af skatteprocenten.

I sidste uge kunne Langelands borgmester Tonni Hansen (SF) fortælle NB-Kommune, at han er optimistisk i forhold til at kommunens økonomi kan nå at vendes, før den bliver sat under administration. Samtidig lagde han ikke skjul på, at det er en svær opgave:

"Det er en kæmpe opgave, vi er sat på. Vi har de samme forudsættende udgifter som alle andre kommuner også har, så det kræver en daglig stram styring, som næsten er umulig", forklarede Tonni Hansen om opgaven med at få vendt kommunens økonomi, der særligt belastes af ældreområdet og det specialiserede socialområde.

Flere kommuner under administration i fremtiden

At kommuner bliver sat under administration hører heldigvis til sjældenhederne, men ifølge Arne Ullum risikerer man, at flere kommuner i fremtiden vil få sværere ved at overholde kassekreditreglen.

"Det, vi ser nu, er, at udligningssystemet er ved at køre skævt igen, og derfor tror jeg, at vi vil se et stigende antal kommuner komme under administration i de kommende år. Der er nogle skævheder, der gør, at der er 10-15 kommuner, som ikke længere kan finansiere deres serviceramme", forklarer han.

I Kommunernes Landsforening anbefaler man, at kommunerne holder deres likviditet over 3.000 kroner per indbygger. I 2023 lå ti kommuner under det niveau, mens det året før kun var Langeland Kommune, der ikke kunne leve op til anbefalingen.

Ved indgangen til samme år var likviditeten faldende i 70 kommuner.

Fik du læst?

Antallet af kommuner med kritisk lav likviditet mere end fordoblet

Fik du læst?

70 kommuner har faldende likviditet

Herunder ses kommunernes likviditet efter kassekreditreglen (et gennemsnit over de seneste 365 dage) ved afslutningen af tredje kvartal. Langeland Kommune havde da en kassebeholdning på 441 kroner per indbygger. I tallene er der på kortet lagt 800 kroner per indbygger oveni, idet det var den indtægt, som alle kommuner opnåede ved midtvejsevalueringen.

Inden for få dage offentliggør Indenrigsministeriet likviditeten ved årsskiftet.

Sidst opdateret: 27/02/2024 - 13:00

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]