Markant forskel på, hvor stor gevinst kommunerne har fået af ukrainske flygtninge
Der er meget store forskelle på beskæftigelsesgevinsterne, de enkelte kommuner har fået af flygtningestrømmen fra krigen i Ukraine. Se her, hvordan kommunerne placerer sig.
Udgivet: 26/02/2024
Da de ukrainske flygtninge i stort antal søgte mod Danmark i 2022, lagde mange borgmestre ikke skjul på, at de med glæde ville tage imod så mange som muligt. Midt i krigens gru kunne de ukrainske flygtninge hjælpe især land- og yderkommuner med faldende folketal og alle kommuner med mangel på arbejdskraft.
To år efter er status, at der er stor forskel på, hvor gode kommunerne har været til at få bidrag fra de mange ukrainske flygtninge i den lokale økonomi. Mens nogle kommuner både har fået mange og været gode til at få dem i beskæftigelse, så er det lige modsat i andre kommuner. Det skriver NB-Økonomi.
Forskel på 30 procent
Kommunernes evner til at få fordrevne ukrainere i beskæftigelse deler danmarkskortet i to. Der er næsten 30 procentpoint forskel fra vest til øst, når det handler om, hvor mange ukrainere der i dag er i beskæftigelse.
Det er specielt i landbrugskommuner, at beskæftigelsen er høj blandt ukrainerne, og det billede kan Jesper Greth (V), borgmester i Rebild Kommune, godt nikke genkendende til. Han oplever, at ukrainerne har en stor lyst til at komme i beskæftigelse - og det er i høj grad i landbruget, at de får arbejde.
"Vi er en landbrugskommune, og vi har også beskæftiget ukrainere, før krigen brød ud. Det betyder, at det har være et netværk, som de nyankomne kunne gøre brug af. De har hurtigt skabt netværk og relationer", siger Jesper Greth.
(artiklen fortsætter under kortet)
Landbrugskommuner kan have 'netværksfordel'
Tal fra STAR (Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering) viser, at landbrugssektoren indtager førstepladsen over brancher blandt fordrevne ukrainere i både Vest- og Nordjylland.
Rebild Kommune har den højeste beskæftigelsesfrekvens blandt fordrevne ukrainere i alderen 16-66 år. I januar måned var 71,5 pct. af alle ukrainere i alderen 16-66 år i beskæftigelse. Ifølge Jesper Greth har kommunen været opmærksomme fra starten af krigen, og kommunen har aktivt støttet og faciliteret netværket af ukrainerne.
"Det er et spørgsmål om at se ukrainerne som et aktiv. Vi har en høj beskæftigelse i Rebild, og det har betydet mangel på arbejdskraft. Derfor er virksomhederne også glade for, at ukrainerne er her".
Fyn, Sjælland og de store byer halter bagefter
Anderledes står det til på Fyn, Sjælland og omkring de store byer. I Københavns Kommune er det kun 42,7 pct. af ukrainerne, der er i beskæftigelse. For Aarhus og Aalborg Kommune er det tal henholdsvis 49,2 og 53,9 pct. For hele Fyn gælder det, at 50 pct. af ukrainere er i beskæftigelse.
Om beskæftigelsestallene for ukrainere
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), der monitorerer ukrainernes beskæftigelse, arbejder med to nøgletal i forbindelse med beskæftigelsen blandt ukrainske flygtninge.
Det første nøgletal er antal beskæftigede målt imod det totale antal ukrainere i alderen 16-66 år. Det inkluderer bl.a. personer, der er erklæret aktivitetsparate og dermed ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Dette tal vil være lavere end ved den anden opgørelsesmetode, hvor der kun ses på ukrainere, der står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det andet nøgletal er antal beskæftigede ud af antal ukrainere i alderen 16-66 år, der står til rådighed for arbejdsmarkedet. Med dette menes, at personen enten er i beskæftigelse, eller modtager SHO-ydelse (Selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse, tidligere integrationsydelse)
I artiklen har vi valgt at måle beskæftigelsesfrekvensen som antal beskæftigede ud af det totale antal ukrainere i alderen 16-66, altså den første metode.
Sidst opdateret: 26/02/2024 - 13:46












































