
De ukrainske flygtninge er foreløbigt nået til blandt andet Ungarn. Kommer de til Danmark vil mange borgmestre gerne tage imod en stor andel af dem. - Foto: Bernadett Szabo/Reuters/Ritzau Scanpix
Borgmestre kæmper for at få Ukraine-flygtninge til kommunen
Stik imod sædvane står borgmestrene i kø for at få mange flygtninge til deres kommune, hvis der kommer en flygtningestrøm fra Ukraine.
Udgivet: 25/02/2022
Mange af landets borgmestre vil stik imod sædvane gøre hvad de kan for at få en stor andel af flygtninge, hvis der kommer en flygtningestrøm fra Ukraine på grund af den russiske invasion.
"Vi er klar til modtage alle dem, vi kan få," siger Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen (S), og meldingen er den samme fra en række borgmestre, som NB-Kommune har talt med.
"Dem er vi tosset glade for," siger Vesthimmerlands borgmester Per Bach Laursen (V) om ukrainerne.
Forklaringen på de åbne døre i de danske kommuner over for ukrainerne skyldes både et ønske om at hjælpe i en humanitær krise, men også at ukrainerne har et usædvanligt godt ry.
"Vi har mange østeuropæere, og de ved godt, at der skal rykkes for at få smør på rundstykkerne - så både på det menneskelige plan og i forhold til arbejdskraft er det en udmærket tanke, at vi kan være med til at bidrage den her gang," siger borgmester Mogens Gade (V) fra Jammerbugt Kommune, der understreger, at sagen naturligvis skal behandles i byrådet.
NB-Kommune har ikke fundet en eneste borgmester, der er forbeholden for at slå dørene op for de ukrainske flygtninge. Sympatien med ukrainerne skyldes også, at mange kommuner allerede har mange borgere fra Ukraine, og at de er kendt for at bidrage til samfundet på mange måder.
"Vi har allerede et sted mellem 1000 og 1500 ukrainerne i Vesthimmerlands Kommune. De kommer typisk herop, fordi de skal ind i landbruget, men som årene går, så finder konen ud af, at hun vil uddannes som sosu, og senere kan manden godt finde på at rykke over i industrien eller blive chauffør. Dem er vi tosset glade for. De holder hånden under vores små samfund, hvor der gerne skulle være en bette skole og en daginstitution," siger Per Bach Laursen fra Vesthimmerlands Kommune.
Når Lollands borgmester slår dørene op på vid gab for ukrainerne, så er det ifølge borgmester Holger Schou Rasmussen fordi ukrainerne "orienterer sig rigtig meget mod Europa både uddannelsesmæssigt og kulturelt", og derfor er lette at integrere.
Samtidig har ukrainerne ofte kompetencer, som betyder, at de hurtigt kan komme i arbejde og dermed være med til at løse et truende problem for Lolland Kommune.
"Vores arbejdsstyrke falder med 11 procent de næste ti år og vi har Femernbyggeri, der er gået i gang. Så vi kan bruge alle, der kan noget. Vi tager gerne imod alle dem, som vi overhovedet kan få fra et land som Ukraine, siger Holger Schou Rasmussen. Han peger samtidig på, at der i Lolland Kommune er mange billige boliger til nye borgere fra Ukraine.
Humanitær opgave
Borgmestrene mener også, at kommunerne har en pligt til at hjælpe ofrene for den russiske invasion i Ukraine.
Borgmester Kenneth Muhs (V) i Nyborg opfatter det som en "humanitær opgave", og advarer mod at forvente, at ukrainerne i givet fald bliver i Danmark.
"Det er jo ikke mennesker, som ikke har haft noget ønske om at emigrere, men er på flugt fra krig, og derfor bør man have respekt for, at mange formentlig vil hjem igen, når der atter er fred," siger han.
Borgmester Ib Lauritsen (V) i Ikast-Brande Kommune mener også, at det er vigtigt at have fokus på den humanitære katastrofe lige nu.
"Når man er i en pludselig akut fase, med krig og ødelæggelse. tænker jeg faktisk ikke på arbejdsmarkeds situationen. Men derimod på at være klar til at hjælpe i situationen. Det andet er i anden fase," siger han.
Sidst opdateret: 25/02/2022 - 11:33
Emner: Flygtninge







































