
Jordskredet fra Nordic Waste ved Ølst udenfor Randers har fået flere kommuner til at reagere og kigge indad på egne godkendelser. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Jordskred giver flere kommuner stof til eftertanke
Med Nordic Wastes konkurs har Randers Kommune igen det juridiske ansvar. Det enorme jordskred får andre kommuner til at overveje, om deres egne miljøgodkendelser til virksomheder er tilstrækkeligt opdateret, så man ikke kan ende i en lignende ulykkelig situation.
Udgivet: 22/01/2024
Kan det også ske i vores kommune?
Ligesom det meste af Danmarks befolkning har også politikere og forvaltninger set med vantro på det rædselsscenarie, der de senere uger har udspiller sig med det omfattende jordskred med forurenet jord ved byen Ølst syd for Randers.
Den seneste udvikling med Nordic Wastes konkurserklæring i Skifteretten mandag formiddag betyder, at Randers Kommune igen står alene med det juridiske ansvar for håndteringen af jordskreddet.
"Når selskabet ikke eksisterer mere, har man jo ikke længere nogen at gøre ansvarlig. Det er ret simpelt. Den umiddelbare retsvirkning er, at miljøskadeloven ophører, og så går sagen tilbage til Randers Kommune. Det er dét, der er konsekvensen", siger Peter Pagh, professor i miljøret ved Københavns Universitet, til Berlingske.
Miljøgodkendelser til eftersyn
Udviklingen på bakkedraget syd for Randers har fået blandt andre Hjørring Kommunes teknik- og miljøudvalgsformand Søren Homann (K) i Hjørring Kommune til at indad og overveje, om egne miljøgodkendelser er tidssvarende og dækkende i forhold til mulige uheld:
"Man kan jo kun sidde og se med gru på, hvad der sker i Randers i øjeblikket. Det gør jo også, at vi skal have kigget på, hvad vi har udstedt af miljøgodkendelser. Hvad har vi af risici i vores kommune? Det er i hvert fald noget, som vi er vågnet op til," siger Søren Homann til DR.
I Aalborg Kommune vil Per Clausen (EL) også have en opdateret indsigt i de godkendelser, kommunen har givet:
"Så vi får et overblik over, hvordan situationen er i Aalborg, så vi ved, om der er behov for at tage nogle nye initiativer for at undgå, at vi kommer i en tilsvarende situation," siger Per Clausen ifølge DR.
Også i Vesthimmerlands Kommune giver begivenhederne i Randers anledning til eftertanke:
"Det gør det altid, når der sker sådan noget. Men jeg synes egentlig, vi har ret godt styr på det. Vi har godkendt et jordhotel for nogle år siden, og det er godkendt til 170.000 ton. Det er lidt nogle andre mængder end i Randers", siger Allan Ritter (K), formand for teknik- og miljøudvalget i Vesthimmerlands Kommune til Nordjyske.
I Kolding Kommune er samme overvejelser i gang, men her vil politikere se endnu bredere og overveje andre store farer forude. I det hele taget er miljøgodkendelserne efter Nordic Waste i Randers sat i et andet lys - også i Kolding. Det siger formand for Natur, Miljø og Klima-udvalget, Jørn Chemnitz, fra SF:
"Det er jo ikke sikkert, at der i tidligere miljøgodkendelser er taget højde for, at klimaforandringerne er henover os, og det er jo nok mest den vinkel, vi er nysgerrige på", siger han til DR.
Det kan give god mening for kommunerne at tjekke miljøgodkendelser til risikovirksomheder. Det siger Ellen Margrethe Basse, professor emerita i Miljøret på Aarhus Universitet, til DR.
"Hvis kommunerne har nogle tilsvarende projekter, hvor man har råstofgrave, som bliver fyldt op, så er det helt oplagt, at man får set efter, om der er taget tilstrækkeligt meget hensyn til de risici, der kan være," siger Ellen Margrethe Basse.
Ved konkursbehandlingen mandag kom det frem, hvor store beløb kommunen forsøger at få ud af konkursboet. Ifølge kurator Anders Hoffmann Kønigsfeldt, der repræsenterer Randers Kommune, er kravet fra kommunen foreløbigt opgjort til 83 millioner kroner plus moms.
Sidst opdateret: 22/01/2024 - 12:48












































