Der bliver brugt både store saltmængder og arbejdstimer for tiden rundt i landets kommuner.

Der bliver brugt både store saltmængder og arbejdstimer for tiden rundt i landets kommuner. - Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Flere kommuners vinterbudgetter er ved at nå kistebunden

Mængden af sne og is på gader, veje, cykelstier og fortove presser flere af kommunernes økonomi over hele landet i denne tid. Tillægsbevillinger eller besparelser på asfalt senere på året kan blive konsekvensen af den hvide vinter.

Udgivet: 18/01/2024

Jørn Sørensen

Journalist

Del artiklen:

Ifølge meteorologer er denne vinter den mest snetunge i 11 år, og måske derfor har mange kommuner - efter en årrække med milde, snefattige vintre - skruet ned for udgifterne i budgetterne til saltning og snerydning.

For det er ikke billigt at holde gader, veje og cykelstier fri for sne og is nærmest døgnet rundt. Det kan man mærke flere steder i teknik- og miljøforvaltningerne, for noget tyder på, at kassen er ved at være tom i 2024 allerede inden årets første måned er gået.

Et døgns snerydning koster eksempelvis 230.000 kroner i Morsø Kommune, som har et årligt budget på 3,7 mio. kr. til vinterbekæmpelse. Det siger borgmester Hans Ejner Bertelsen (V) til TV Midtvest:

"Hvis man skal stille det op i et regnestykke, så svarer to døgn til en pædagogstilling. Det rammer os hårdt som en lille kommune med en stram økonomi," siger han.

Men der er ingen vej uden om. Kommunerne er forpligtede til at holde veje og stier fri for sne, så hvis budgettet skrider, så må man kigge andre steder hen, for at finde pengene, siger Søren Nielsen, der er driftschef hos Aabenraa Kommune.

"Overskrider vi vores budget, så skal vi finde pengene andre steder. Det kan være, vi så asfalterer mindre om sommeren," siger han til JydskeVestkysten.

I Viborg Kommune har man årligt har et budget på 18 millioner kroner til vinterens udfordringer. Der er stadig penge i kassen, men de skulle gerne holde året ud:

"Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg har en lumsk mistanke om, at en meget stor del af vores vinterbudget for hele året er ved at være brugt. Det belaster selvfølgelig budgettet," siger konservative Torsten Nielsen, der er formand for Teknisk Udvalg i Viborg Kommune.

Borgmesteren i Morsø Kommune forsikrer om, at det trods alt ikke vil komme til at gå ud over andre vigtige grene af kommunens forpligtelser, selvom snerydning og saltning de kommende måneder skulle vise sig at fortsætte en rum tid endnu:

"Det er ikke sådan, at det påvirker vores serviceniveau. Vores skoler, daginstitutioner og ældreplejen bliver fuldstændigt uberørt. Det kan være, at vi bliver nødt til at bede om en tillægsbevilling, men det må vi tage til den tid", lyder det fra borgmester Hans Ejner Bertelsen.

Sidst opdateret: 18/01/2024 - 14:05

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]