
- Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix og Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix
Kunstig intelligens vil transformere kommunernes sagsbehandling: "Den overser ingenting"
Sagsbehandlere bør ikke frygte, at kunstig intelligens snart snupper deres job. Tværtimod vil teknologien bare gøre folk dygtigere. Men medarbejderne skal turde gribe de nye muligheder, siger professor.
Udgivet: 17/01/2024
Der er utvivlsomt en del, der bævrer ved udsigten til artificial intelligence, AI.
Men spørgsmålet er, om vi overhovedet behøver frygte, at den ”kunstige intelligens” smider os på porten. Måske viser den sig tværtimod venligt stemt, gør os dygtigere og hjælper os til en på mange måder bedre fremtid.
National digital vismand Jan Damsgaard tror på det sidste. Ifølge CBS-professoren fra Institut for Digitalisering har jobcentrenes sagsbehandlere intet at frygte. Han tror ikke på, at kunstig intelligens kan overtage sagsbehandlernes arbejde. Det skriver NB-Beskæftigelse.
For ham handler det i højere grad om at sikre personale nok til de områder, hvor menneskelige egenskaber virkelig gør en positiv forskel. Sagsbehandlerne bør derfor se kunstig intelligens som en stor hjælp, der kun vil gøre dem bedre til deres arbejde.
AI kan først og fremmest lette sagsbehandlernes tunge vej gennem beskæftigelsesområdets labyrint af love, paragraffer, forordninger og regler. Men det er ikke alt sammen foræringer.
“Sagsbehandlere vil ligesom mange andre faggrupper blive nødt til at genopfinde sig selv. Er de villige til det, vil de i sidste ende blive en forstærket udgave. Og så vil de øge deres produktivitet.”
Skal man tro Jan Damsgaard, kan AI ligefrem blive velfærdsstatens redning. Det kræver særligt en indsats af sagsbehandlerne, som skal turde gribe de mange nye muligheder, der følger med kunstig intelligens.
“Vi ser i dag nogle kæmpe udfordringer, som kommunerne skal være med til at løse. Teknologien kan frigøre frontpersonale til kerneopgaven, i stedet for at de skal bruge en stor del arbejdstiden på tung administration. Fokus skal være på at skabe værdi for borgerne” siger Jan Damsgaard til NB-Beskæftigelse.
I november udkom Damsgaards bog ‘AI - mellem fornuft og følelse’. Og næsten samtidig var han oplægsholder på KL’s beskæftigelseskonference JobCamp. Dér talte han netop om, hvordan AI kan transformere og løfte sagsbehandling i det offentlige.
Al vil kunne blive del af besparelser
Jobcentrets medarbejdere bruger en stor del af arbejdstiden på at forberede sig til møderne med arbejdsløse borgere. I 2023 viste en undersøgelse fra Jobcenter Aarhus, at for hver time sagsbehandlere sidder overfor en klient, bruger de tre timer før og efter mødet. Det handler primært om at sikre sig, at alle regler er overholdt.
Kunstig Intelligens har sin helt store force i at kunne overskue enorme mængder data på ganske kort tid. Derfor forventes det, at AI kan skære en ordentlig luns af sagsbehandlernes tid til forberedelse. Det er muligt fordi Danmark allerede har en avanceret digital infrastruktur, der kan generere store datamængder.
Samlet set er der ifølge Jan Damsgaard et enormt potentiale for, at AI kan hjælpe sagsbehandlerne til at skabe både bedre og hurtigere beslutningsgrundlag end hidtil. Og de vil derfor være klædt langt bedre på til mødet med klienterne.
“I dag stilles der store krav til ansatte på jobcentrene. De skal kunne overskue komplekse problemstillinger med mange aktører, bekendtgørelser og love. AI vil frigøre tid fra de forholdsvis trivielle opgaver, og det vil i sidste ende komme borgerne til gavn.”
For Jan Damsgaard er robotten 'Jobmakker' et godt eksempel på de nye tider.
“Den hjælper allerede mange med at skrive ansøgninger. Det er jo langt fra alle jobs, som kræver, at ansøgerne er velformulerede. Så hvorfor ikke bruge AI til at præsentere dem på den bedst mulige måde.”
“'Jobmakker aflaster omvendt også sagsbehandlerne. De kan så i højere grad koncentrere sig om de borgere, der har andre udfordringer end ledighed,” siger Jan Damsgaard.
Mange har valgt at blive sagsbehandlere, fordi de ønsker at gøre en forskel for andre. Så for dem kan det blive et plus, hvis ny teknologi kan overtage tidskrævende rutineopgaver, og i stedet sikre mere tid til det, der er meningsfuldt for både borgere og ansatte, mener Jan Damsgaard.
Potentielle besparelser med AI
Samtidig med at AI gør sagsbehandlerne bedre, vil teknologien formentlig også kunne reducere jobcentrenes omkostninger. Så måske kan kunstig intelligens være med til at finde en del af de tre milliarder kroner årligt, som SVM-regeringen har som mål at spare på beskæftigelsesindsatsen.
“I takt med at lovgivningen er blevet mere og mere kompleks på beskæftigelsesområdet, er der også blevet ansat flere sagsbehandlere. Når AI gør dem mere effektive, vil omkostningerne også falde. En af de lavthængende frugter er en mere effektiv administration af love, bekendtgørelse og offentlig sagsbehandling”, lyder vurderingen fra Jan Damsgaard.
AI er et paradigmeskifte
Jan Damsgaard er overbevist om, at AI vil stå øverst på dagsordenen de næste mange år.
“AI er et paradigmeskifte, som jeg ikke har set lignende, selvom jeg også har været del af udviklingen med smartphones og internettet. Det er på størrelse med industrialiseringen. Jeg ved, det er store ord, men jeg kan ikke gøre det mindre.”
Han mener, at den nye teknologi byder sig til et gunstigt tidspunkt, hvor vi har stort set fuld beskæftigelse. Det betyder, at de skvulp, eller de strukturelle forandringer, der kan komme i kølvandet på AI, dem har vi altså også en model for at samle op.
“Derfor er det nu flexicurity skal stå sin prøve. I fremtiden er der ikke plads til karetmagere.”
Sidst opdateret: 17/01/2024 - 12:13












































