At institutionen Kofoedsminde for kriminelle med psykisk handicap ligger i Lolland Kommune, har betydet, at kommunen hænger på visse udgifter til en grønlandsk mand, som var anbragt på institutionen, da han blev dømt for vold begået i Jylland. Borgmester Holger Schou Rasmussen finder reglerne dybt urimelige.

At institutionen Kofoedsminde for kriminelle med psykisk handicap ligger i Lolland Kommune, har betydet, at kommunen hænger på visse udgifter til en grønlandsk mand, som var anbragt på institutionen, da han blev dømt for vold begået i Jylland. Borgmester Holger Schou Rasmussen finder reglerne dybt urimelige. - Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix; Bo Amstrup; Ritzau Scanpix

Borgmester efter delvist nederlag i grønlandssag: 'Det er en dybt urimelig praksis'

Grønlandsk kommune vinder sag i Højesteret om betalingsansvar for brødrepar, der var anbragt på institutioner i Lolland og Randers kommuner, da de fik byretsdom for vold. Holger Schou Rasmussen vil have lovændring, da afgørelsen efterlader kommunen med udgifter på livstid.

Udgivet: 17/01/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Højesteret afgjorde tirsdag et mangeårigt økonomisk tovtrækkeri mellem danske og grønlandske kommuner om ansvaret for at dække udgifterne i forbindelse med et udviklingshæmmet, grønlandsk brødrepars anbringelse i Danmark.

Rettens afgørelse betyder, at Lolland og Randers kommuner ikke kan få den grønlandske kommune til at betale. Det skyldes, at retssikkerhedsloven ikke gælder for Grønland, fastslog Højesteret.

Sagens udfald er dog ikke et fuldkomment nederlag for de to danske kommuner, idet en del af den grønlandske kommunes betalingskrav mod de to danske kommuner knytter sig til udgifter fra Kofoedsminde, der drives af Region Sjælland og er "objektivt finansieret" af de danske kommuner i fællesskab.

"Den opkrævende myndighed, Region Sjælland, havde derfor ikke et krav mod Lolland Kommune og Randers Kommune, som Kommuneqarfik Sermersooq kunne anses for at være indtrådt i. Lolland Kommune og Randers Kommune blev derfor frifundet for krav vedrørende Kommuneqarfik Sermersooqs betalinger til Region Sjælland", skriver Højesteret om afgørelsen.

Læs også: Lolland i principiel sag: Hvem betaler for grønlænderes nye kriminalitet?

Bopæl ved byretsdom er afgørende

Tvillingebrødrene blev efter en dom i 2010 fra retten i Nuuk om forsøg på manddrab anbragt på en institution i Hedensted Kommune. Her begik de i 2011 et overfald på en ansat og blev varetægtsfængslet. I 2014 kendte Retten i Horsens brødrene skyldige i vold og dømte dem til anbringelse på institutioner for personer med vidtgående psykiske handicap.

På tidspunktet for byrettens dom i 2014 var den ene bror anbragt på Regions Sjællands institution i Lolland Kommune, mens hans bror var anbragt i Randers Kommune på en institution drevet af Region Midtjylland. Hvilken kommune der skulle afholde de fremtidige udgifter blev altså bestemt af, hvor de grønlandske brødre havde bopæl, da byretsdommen i det danske retsvæsen faldt i 2014.

På grund af afgørelsen om den objektive finansiering af Kofoedsminde er betalingskravet reduceret med 1,24 mio. kr. for Lolland Kommune og 2,53 mio. kr. for Randers Kommune. Højesteret har dømt Lolland Kommune til at betale 1,2 millioner kroner plus renter, mens Randers Kommune efterlades med en markant mindre regning end tidligere på 260.000 kroner plus renter.

Det oprindelige krav fra den grønlandske kommune mod Lolland Kommune lød på over 11 mio. kr., men efter landsrettens afgørelse blev beløbet reduceret til 2,4 mio. kr. som følge af forældelsesregler.

Alle parter friholdes fra at betale sagsomkostninger til landsretten og Højesteret.

Ansvar og udgifter på livstid

Selvom Højesterets afgørelse indebærer en halvering af Lollands bagudrettede udgifter, mener Lolland Kommune at stå med et massivt problem, idet den reelle regning kommer til at vokse fremover.

"For med dommen er det samtidig slået fast, at grønlandske borgere, der begår kriminalitet og får en dom, mens de er anbragt på en institution i Danmark, fremover bliver de danske kommuners ansvar. På livstid", skriver Lolland Kommune i en pressemeddelelse.

"Højesteret har talt. Det er vi selvsagt nødt til at tage til efterretning. Men det ændrer ikke på, at det er en dybt urimelig praksis", udtaler borgmester Holger Schou Rasmussen (S) i meddelelsen.

"Dommen er derfor med til at understrege, at der er et akut behov for, at vi får evalueret og tilpasset vores regler til en mere rimelig løsning. Det er ikke fair, at det er de lokale borgere på Lolland, der skal betale for kriminelle grønlændere, alene fordi de bor på Lolland på det tidspunkt, hvor de modtager deres dom”, tilføjer borgmesteren.

Det er ifølge Lolland Falsters Folketidende blandt andet udgifterne til beskyttet beskæftigelse på Kofoedsmindes værksted, som Lolland Kommune hænger på. For den ene bror løber det op i 200.000 kroner om året, skriver lokalavisen.

Lollands borgmester mener, at det langstrakte og principielle retsopgør viser, at der er behov for ændringer i lovgivningen eller den nuværende praksis.

”Grønland bør som udgangspunkt have de nødvendige tilbud selv. Og hvis det alligevel er nødvendigt at sende borgere til Danmark, bør reglerne i vores rigsfællesskab være de samme som for danske kommuner, og som i øvrigt også gælder for de grønlandske kommuner i Grønland; Nemlig at ansvar og betalingsforpligtigelse forbliver i den oprindelige bopælskommune. Kun sådan kan vi sikre, at de kommuner, der tilfældigvis huser de pågældende institutionstilbud, ikke bliver straffet økonomisk, og at de grønlandske borgere samtidig kan bevare en relation til deres rødder" siger Lollands borgmester.

Avaaraq Olsen, der er borgmester i den grønlandske kommune Kommuneqarfik Sermersooq, glæder sig over udfaldet i Højesteret.

"Vi er tilfredse med afgørelsen, da den viser, at vores fortolkning af loven er korrekt. Som kommune må vi kun afholde de udgifter, som vi har lovhjemmel til at afholde. Det var derfor, vi reagerede i denne sag", siger Avaaraq Olsen i en pressemeddelelse.

Hele Højesterets afgørelse kan findes her.

Sidst opdateret: 18/01/2024 - 10:06

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]