Odsherred Kommune blev af en praktiserende læge i starten af december gjort opmærksom på mulig overmedicinering i forbindelse med et dødsfald på institutionen Lynghuset. Sagen har ført til flere hjemsendelser af personalet, og politiet efterforsker forløbet.

Odsherred Kommune blev af en praktiserende læge i starten af december gjort opmærksom på mulig overmedicinering i forbindelse med et dødsfald på institutionen Lynghuset. Sagen har ført til flere hjemsendelser af personalet, og politiet efterforsker forløbet. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Direktør: Derfor bragte vi tavshedspligt på banen over for journalist

Kommunes stærke vendinger i mail til avis om, at oplysninger i sag om dødsfald under ingen omstændigheder måtte offentliggøres, hang sammen med, at kommunen ikke vidste, at de stammede fra Styrelsen for Patientsikkerhed, forklarer direktør.

Udgivet: 15/01/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Det vakte opsigt, at Odsherred Kommune i stærke vendinger frarådede lokalmediet Sjællandske Nyheder at bringe oplysninger, som mediet havde fået via en aktindsigt hos Styrelsen for Patientsikkerhed i en artikel om omstændighederne bag en 78-årigs dødsfald på en kommunal institution i Højby.

“Oplysningerne må under ingen omstændigheder offentliggøres. Odsherred Kommune overvejer at meddele dig et pålæg om tavshedspligt efter forvaltningsloven”, skrev kommunens chefjurist i en mail til journalisten fra Sjællandske Nyheder, der havde sendt et udkast til artiklen til direktør Ulla Gramstrup for at få en kommentar fra kommunen.

Læs også: 'Må under ingen omstændigheder offentliggøres' - kommune prøvede at bremse artikel

Ulla Gramstrup, direktør for ældre- og omsorgsområdet i Odsherred Kommune, forklarer nu til Fagbladet Journalisten, at chefjuristen omtalte tavshedspligten, fordi kommunen på daværende tidspunkt ikke vidste, hvor oplysningerne stammede fra. Forvaltningsloven kan imidlertid kun anvendes til at udstede et pålæg om tavshedspligt, når informationer stammer fra myndigheden selv - og ikke som i dette tilfælde via Styrelsen for Patientsikkerhed.

Trods den kontante tone i korrespondancen med lokalavisen kommer kommunen ikke til at foretage sig mere i sagen. Det skyldes netop, at Odsherred Kommune er blevet klar over, at det var styrelsen, som sendte oplysningerne i historien til Sjællandske Nyheder, fastslår direktøren.

”Hvis de fortrolige oplysninger kommer fra os selv, kan vi godt gøre det", siger Ulla Gramstrup om tavshedspligt-pålæg og understreger, at chefjuristen i mailen til journalisten blot skriver, at kommunen påtænker at gøre brug af forvaltningsloven.

Fejl i aktindsigt

Odsherred Kommune oplyser til Fagbladet Journalisten, at den senere har fundet ud af, at Styrelsen for Patientsikkerhed lavede en fejl i aktindsigten, der betød, at avisen kunne se afsnit, som burde være overstreget - blandt andet fortrolige oplysninger om medicinering.

Ulla Gramstrup forklarer, at det var sagens alvor, der fik kommunen til at reagere hårdt på teksten. Dødsfaldet har ført til sigtelser og hjemsendelser af adskillige ansatte, og det palliative tilbud Lynghuset, der delvist fungerede som hospice, er blevet midlertidigt lukket.

”I det første udkast til artiklen kan vi se, at der er tale om private og fortrolige oplysninger. Samtidig foregår der en politiundersøgelse, og vi har nogle medarbejdere, vi også skal tage hensyn til,” siger Ulla Gramstrup, der hævder, at der i udkastet var flere private oplysninger, som blev fjernet i den endelige artikel.

Sjællandske Nyheder afviser ifølge Fagbladet Journalisten, at der i udkastet fandtes nogen personfølsomme oplysninger. I den publicerede artikel fra 5. januar blev det dog angivet, hvilken dosis medicin den 78-årige havde fået. Denne oplysning slettede mediet efterfølgende efter en henvendelse fra politiet.

Sidst opdateret: 15/01/2024 - 12:53

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]