Odsherred Kommune forsøgte at få Sjællandske Nyheder til ikke at videregive oplysninger fra Styrelsen for Patientsikkerhed i sag om dødsfald på Lynghuset i Højby.

Odsherred Kommune forsøgte at få Sjællandske Nyheder til ikke at videregive oplysninger fra Styrelsen for Patientsikkerhed i sag om dødsfald på Lynghuset i Højby. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

'Må under ingen omstændigheder offentliggøres' - kommune prøvede at bremse artikel

Odsherred Kommune forsøgte forgæves at hindre lokalmedie i at bringe historie om personalefejl forud for et dødsfald ved at henvise til forvaltningslovens regler om tavshedspligt. Oplysningerne stammede dog fra en anden myndighed, og derfor kunne kommunen ikke kræve artiklen stoppet, fastslår ekspert.

Udgivet: 10/01/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

Den offentlige omtale af en 78-årig mands dødsfald på et plejehjem i Odsherred Kommune med et tilhørende palliativt tilbud for uhelbredeligt syge har skabt en konflikt mellem kommunen og lokalpressen.

Sjællandske Nyheder fik aktindsigt i sagen hos Styrelsen for Patientsikkerhed og kunne derigennem kortlægge, hvilke fejl personalet menes at have begået. Aktindsigten hos styrelsen gav mediet adgang til kommunens vurdering af hændelsen, som også efterforskes af politiet. Ud af den aktindsigt, der i et tilfælde er citeret direkte, kan man blandt andet læse, at kommunens ledelse er bekymret for, at personalet har handlet egenrådigt og uden om patientens læges ordinationer.

Forud for offentliggørelsen af historien sendte Sjællandske Nyheder et udkast til artiklen til gennemsyn hos direktøren med ansvaret for ældre- og omsorgsområdet, Ulla Gramstrup. Fremfor at modtage en kommentar fra direktøren til artiklen indløb en kortfattet mail fra kommunens chefjurist, som bad journalisten om ikke at offentliggøre de informationer, avisen havde fået fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

“Oplysningerne må under ingen omstændigheder offentliggøres. Odsherred Kommune overvejer at meddele dig et pålæg om tavshedspligt efter forvaltningsloven”, fremgik det ifølge Sjællandske Nyheder af mailen.

Trods advarslen bragte avisen 5. januar historien under overskriften: "Her er, hvad der angiveligt skete på Lynghuset".

Efterfølgende har Sjællandske Nyheder sat fokus på kommunens og juristens reaktion. Oluf Jørgensen, tidligere mediejurist og forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, understreger, at en kommune ikke kan bruge forvaltningsloven til at udstede tavshedspligt, når oplysningerne kommer fra en anden myndighed.

"Efter forvaltningsloven § 27, stk. 6 kan en myndighed kun pålægge tavshedspligt til en person, som myndigheden selv har givet adgang til fortrolige oplysninger, siger mediejuristen videre", siger Oluf Jørgensen, der i dag er offentlighedsrådgiver ved Gravercentret, til Sjællandske Nyheder.

"I et demokratisk samfund kan offentlige myndigheder ikke censurere pressen. Det må Odsherred Kommune have glemt, da kommunen skrev, at oplysninger under ingen omstændigheder må offentliggøres, og at kommunen overvejede at pålægge avisen tavshedspligt", tilføjer han.

Thomas Pallesen, nuværende lektor og underviser i medieret på Danmarks og Medie- og Journalisthøjskole, supplerer, at kommuner - i en sag som den i Odsherred, hvor målet er at forhindre offentliggørelse på forkant - kan bede retten om at nedlægge fogedforbud, mod at avisen offentliggør oplysningerne. Det har dog intet at gøre med forvaltningsloven, fastslår han.

Chefjurist Torben Nybo Middelhede har ingen bemærkninger til de juridiske vurderinger, men oplyser over for avisen, at kommunen vil følge op på sagen.

"Jeg har ingen kommentarer til lige nu, men jeg tror, I skal forvente, at I hører fra os indenfor kort tid", skriver han til mediet ifølge Sjællandske Nyheder selv.

I den omdiskuterede artikel, som kommunen prøvede at stoppe, oplyser avisen, at otte fra personalet på Lynghuset er involveret i sagen, og at fire medarbejdere straks blev hjemsendt, da kommunen undersøgte hændelsen, og at yderligere én efterfølgende blev fritaget for tjeneste.

Ifølge TV2 Øst meddelte Odsherred Kommune i midten af december, at Lynghuset ikke længere tager imod døende borgere, fordi medarbejderne er påvirkede af sagen. 

Fakta: Det siger forvaltningsloven om pålagt tavshedspligt

Forvaltningsloven § 27, stk. 6:

"En forvaltningsmyndighed kan bestemme, at en person uden for den offentlige forvaltning har tavshedspligt med hensyn til fortrolige oplysninger, som myndigheden videregiver til den pågældende uden at være forpligtet hertil."

Sidst opdateret: 10/01/2024 - 12:29

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]