Finansminister Nicolai Wammen varsler store aftaler i 2024 på det kommunale område om blandt andet det specialiserede socialområde, ældreområdet, bureaukrati og folkeskole.

Finansminister Nicolai Wammen varsler store aftaler i 2024 på det kommunale område om blandt andet det specialiserede socialområde, ældreområdet, bureaukrati og folkeskole. - Foto: Lars Horn

Wammen: "Der kommer til at ske vigtige ting på det kommunale område i 2024"

Finansministeren bekræfter, at aftalerne om det specialiserede område fra kommuneaftale vil blive gennemført, men peger på en række andre områder, hvor der vil ske vigtige ting på det kommunale område i 2024. "Vi er en reformregering, og vi er i gang med arbejdet," siger han.

Udgivet: 12/01/2024

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Landets kommuner kan godt forberede sig på en række store forandringer og reformer på det kommunale område i 2024. Finansminister Nicolai Wammen (S) nævner direkte opfølgningen på Tranæs-udvalgets forslag til reformer af det specialiserede socialområde, ældreområdet og opfølgningen på kampen mod bureaukrati, men understreger at der helt generelt kommer til at ske vigtige ting for kommunerne i det nye år.

"Mit budskab er, at vi følger op på de aftaler, vi har lavet, og helt generelt i 2024 vil se en række vigtige beslutninger i forhold til kommunerne, og det vi kommer med lige om et øjeblik, det er et meget stort ældreudspil. Så der kommer til at ske vigtige ting på det kommunale område i 2024. Det her er en reformregering, og vi er fuld i gang med at arbejde", siger finansministeren på Kommunaløkonomisk Forum (KØF) i Aalborg.

Det skriver NB-Økonomi, der dækker KL-konferencen.

På spørgsmålet om det reformfokus også gælder det specialiserede socialområde og arbejdet med at stoppe udgiftsvæksten, der har udløst store besparelser på almenområdet, lyder svaret:

"Min ambition er, at vi får fulgt op på den aftale, vi lavede med kommunerne i forbindelse med kommuneaftalen sidste år, og at vi på en klog måde, med respekt for, at vi skal give en god og stærk og ordentlig velfærd til nogle af vores mest udsatte borgere, får kigget på det her område. [...] Vi har sat arbejde i gang også på det specialiserede socialområde, og vi afventer Tranæs-udvalgets endelige rapport. Jeg håber, at vi på en række områder kan træffe nogle vigtige beslutninger i 2024. Jeg tror på, at vi får fulgt op på aftalen fra 2023 og vi tager nye skridt i 2024."

I økonomiaftalen for 2024 aftalte KL og regeringen, at man på det specialiserede socialområde skulle arbejde videre med "en række konkrete initiativer, der skal bidrage til at understøtte kommuners styringsmuligheder og sikre en fremadrettet bæredygtig faglig og økonomisk udvikling."

Det såkaldte Tranæs-udvalg afleverer senest første marts sin endelige anbefaling til de tiltag, som kan stoppe eller bremse udgiftsvæksten på det specialiserede socialområde, og her aftalte regeringen og KL allerede sidste sommer, at man skulle drøfte anbefalingerne, når rapporten foreligger.

Derudover aftalte regeringen og KL det såkaldte "politiske partnerskab", der "særligt skal fokusere på tiltagene om statslige og kommunale regelforenklinger og færre og mindre bureaukratiske tilsyn. Det er en klar fælles ambition, at der i 2024 leveres konkrete resultater, så udgifterne til administrative opgaver nedbringes."

Ud over ældrereformen, det specialiserede socialområde og bureaukrati fremhævede Nicolai Wammen også i en debat med KL-formand Martin Damm på KØF, at regeringen allerede har spillet ud med et folkeskoleudspil, der reducerer antallet af læringsmål dramatisk.

Sidst opdateret: 16/01/2024 - 15:28

Temaer: Reformer

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]