
S-borgmester: Regeringens sundhedsreform er skuffende
Borgmester er skuffet over regeringens sundhedsreform. Den er overfladisk og forholder sig ikke til hverken opgaveglidning eller finansiering til kommunerne, lyder kritikken.
Udgivet: 17/03/2022
Regeringens sundhedsreform møder hård kritik til KL's topmøde torsdag. Reformen imødekommer ikke kommunernes ønske om at håndtere, at flere og flere opgaver glider fra regioner og over i kommunerne. Det skriver NB-Økonomi.
"Jeg synes faktisk, det er ret skuffende. Det vi fra kommunernes side havde ønsket var, at man havde forholdt sig til den opgaveglidning, der allerede sker i vidt omfang i kommunerne," siger Hans Stavnsager (S), der er borgmester i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Men kritikken går bredere end det, mener Hans Stavnsager. Han er kritisk overfor, at der ikke er tilstrækkelig finansiering til de kommunale sundhedsopgaver.
"Jeg havde en klar forventning om, at et udspil til en sundhedsreform ville forholde sig til netop opgavefordelingen og finansieringen," siger Hans Stavnsager og tilføjer. "Der er også en konkret ting mere, som jeg havde håbet, man havde forholdt sig til. Det er den kommunale medfinansiering."
Hans Stavnsager forklarer, at alle har været enige om i flere år, at den kommunale medfinansiering (KMF) har været brudt sammen. Den blev fastfrosset i 2019, og det har ikke gjort situationen bedre for kommunerne.
"Det er lidt mærkeligt, at man ikke forholder sig til det i reformen," siger Hans Stavnsager.
KL-formand efterlyser mere sammenhæng:
KL's formand, borgmester Jacob Bundsgaard (S) fra Aarhus, glædede sig over, at der efter mange års pres fra KL endeligt er kommet et udspil til en sundhedsreform.
"Jeg håber også, at man i Folketinget vil have et meget højt ambitionsniveau, og at man vil se, at de skridt der mangler i det udspil, der er kommet fra regeringen, de vil blive taget i forhandlingerne. Og at man vil få det knyttet meget tæt sammen med ældreområdet."
Håber på bedre løsning end tvang
Der anes også andre kritikområder af sundhedsreformen til KLs topmøde. Sundhedsreformen vil tvinge unge mennesker til at ryge og drikke mindre ved at forbyde alle unge under 18 år at købe alkohol. Derudover vil regeringen forbyde unge mennesker født i 2010 eller senere i at købe tobak og nikotin. Ikke blot indtil de er myndige, men resten af livet.
"Jeg er ikke så meget for tvang. Så jeg håber, at der findes den gode løsning, hvor det ikke er tvang, der vinder," siger Kasper Ejsing Olesen (S), der er borgmester i Kerteminde Kommune.
Kasper Ejsing Olesen understreger dog, at han mener, at de overordnede intentioner fra regeringens side er rigtig nok.
"Jeg synes jo, at overliggeren er rigtig. De kommende generationer, de skal være mere sunde," siger han.
Det er ikke alle borgmestre, der har nået at se på alle detaljer af regeringens sundhedsreform. Borgmesteren i Kerteminde vil gerne afvente, hvor forhandlinger går hen, før han kommer med sit besyv til resten af reformen.
"Når sundhedsreformen begynder at forme sig til, og vi hører, hvad de andre partier vil, så skal jeg nok være ude at sige, hvis der er noget, de skal huske på baggrund af kommunerne," siger Kasper Ejsing Olesen. "Men lige nu og her, der er det for tidligt."
Borgmesteren i Fanø Kommune Frank Jensen (R) vil også gerne vente, til man hører mere om reformen. Derudover afventer han de kommende økonomiforhandlinger med KL og regeringen samt kommunernes budgetforhandlinger.
"Jeg er ikke nede i detaljerne endnu. Men vi skal kigge på det, når vi skal snakke budget for de kommende år. Der må vi se på, hvad vi gør i samarbejde med de andre kommuner, så vi kan skære kagen bedst muligt."
Sidst opdateret: 17/03/2022 - 21:02
Temaer: Reformer
Emner: KL - Kommunernes Landsforening, Faaborg-Midtfyn Kommune, Fanø Kommune, Kerteminde Kommune, sundhed








































