Mens kommunerne forgylder deres topchefer, har de fleste kommuner taget lokale løntillæg fra deres lavest lønnede medarbejdere de senesete ti år.

Mens kommunerne forgylder deres topchefer, har de fleste kommuner taget lokale løntillæg fra deres lavest lønnede medarbejdere de senesete ti år. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (Arkiv)

FOA: Kommunale topchefer scorer tusindvis af ekstra lønkroner

Mens kommunerne forgylder deres topchefer, har de fleste kommuner taget lokale lønkroner fra deres lavest lønnede medarbejdere. Det gør det sværere at rekruttere, siger to professorer.

Udgivet: 17/03/2022

Del artiklen:

På ti år er kommunalchefernes samlede løn steget med 24 procent, så de i dag tjener 70.741 kroner i gennemsnit uden pension og særydelser.

Det er sket samtidig med, at pædagogmedhjælperne har kunnet se deres løn stige til 24.108 kroner. Det svarer til en lønstigning på i alt 14,9 procent - altså 9,1 procentpoint mindre end kommunalchefernes.

Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL), som Fagbladet FOA har trukket.

“Det overrasker mig, at kommunerne ikke tilsikrer en mere ensartet lønudvikling, for der er intet, der indikerer, at det skulle være sværere at tiltrække kommunalchefer end social- og sundhedspersonale og pædagoger,” siger Bent Greve, arbejdsmarkedsforsker og professor ved Roskilde Universitet.

Den skæve lønudvikling skyldes i høj grad kommunernes fordeling af lokale løntillæg – også kaldet lokalløn. I langt de fleste af landets kommuner får enten pædagogmedhjælperne eller social- og sundhedshjælperne i dag mindre i lokalløn, end de gjorde for ti år siden.

I FOA, der organiserer flere af de lavtlønnede grupper, ser man med alvor på udviklingen. FOA er i forvejen modstander af, at lønstigninger gives i procent, siger næstformand Thomas Enghausen.

“Det forstærker uligheden, fordi dem, der i forvejen har meget, får endnu mere. Men uligheden bliver så forstærket endnu mere af kommunernes fordeling af lokalløn. Det skal vi som fagbevægelse, men så sandelig også som samfund tage dybt alvorligt. Og gøre noget ved i fællesskab,” siger næstformanden.

Udviklingen er ifølge Niels Westergård Nielsen ‘enorm dårlig’ for det offentlige arbejdsmarked. Han er økonom og professor ved Copenhagen Business School (CBS).

“Konsekvensen er, at det offentlige får vanskeligere ved at rekruttere og navnlig at fastholde de dygtigste medarbejdere,” siger han.

Den skæve udvikling viser sig blandt andet i Syddjurs Kommune. Her er kommunalcheferne på de ti år steget med 158 procent i lokalløn, hvilket betyder 9.015 kroner mere om måneden.

Til gengæld får kommunens social- og sundhedshjælpere i gennemsnit 502 kroner mindre om måneden. Det er et fald på 41 procent, mens faldet for pædagogmedhjælperne er 20 procent.

Borgmester Michael Stegger Jensen (S), der tiltrådte 1. januar i år, forstår godt, hvis det vækker utilfredshed blandt de lavest lønnede.

“Selvfølgelig forstår jeg det. Sådan ville det være for os alle sammen,” siger han.

Fagbladet FOA har forgæves forsøgt at få et interview med Kommunernes Landsforening (KL).

KL ønsker imidlertid ikke at medvirke, da organisationen ikke vil tage stilling til, om stigende lønforskelle er et problem, før den såkaldte lønstrukturkomité, der blev nedsat i oktober sidste år, har lavet sit arbejde.

Sidst opdateret: 17/03/2022 - 09:40

Emner: FOA

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]