Tænketank: Danmark går glip af talent fra landkommuner
En ny analyse fra tænketanken Kraka viser, at personer, der vokser op langt fra storbyerne, har mindre sandsynlighed for at ende i toppen af indkomstfordelingen - også når der tages højde for socioøkonomiske forskelle, skriver NB-Økonomi.
Udgivet: 08/12/2023
I analysen fra Kraka påvises det, at der i Danmark er stor sammenhæng mellem opvækstkommune og sandsynligheden for at ende i toppen af indkomstfordelingen som 40-årig. Sammenhængen findes, selvom der er renset for socioøkonomiske forskelle.
I kortet nedenfor ses sandsynligheden for at få en høj indkomst som 40-årig alt efter hvilken kommune, man er vokset op i. De mest markante afvigelser ses blandt kommunerne omkring København, samt Lolland og Langeland.
I analysen har man også inddraget personernes uddannelses- og erhvervsvalg for at afdække, om disse valg har betydning for indkomsten som 40-årig.
Det viser sig, at det meste af sammenhængen mellem opvækstkommune og sandsynligheden for at ende i top 20 procent af indkomstfordelingen forsvinder, når der kontrolleres for personernes karakteristika som 40-årige. Kun i en række københavnske kommuner er der fortsat en sammenhæng.
Det indebærer, at en betydende faktor for personernes indkomstniveau ikke overraskende er valget af karriere (uddannelse og erhverv), og det betyder samtidig, at karrierevalget påvirkes af hvilken kommune, man er vokset op i. Det vil sige, at unge, der vokser op langt fra storbyerne, ikke i samme grad realiserer deres fulde indkomstpotentiale.
Kraka peger på, at kommunernes betydning for karrierevalg kan hænge sammen med adgangen til videregående uddannelser uden for storbyerne, herunder muligheden for at benytte kollektiv trafik.
Sidst opdateret: 07/12/2023 - 12:01













































