Disse 54 kommuner sender borgere i nyttejob
Omkring 1.000 borgere er i nyttejob, viser de seneste tal. Kommunernes begrænsede brug af nytteindsats er stik imod regeringens ambitioner, og i 2025 vil den kommende arbejdspligt presse jobcentrene til at skabe tusindvis af nye nyttejob.
Udgivet: 08/12/2023
Over halvdelen af landets kommuner sender ledige borgere ud i nyttejob.
Det viser de seneste tal fra Jobindsats, skriver NB-Beskæftigelse.
54 kommuner havde i september i alt 1054 borgere i nytteindsatser, og i fuldtidsaktiverede svarer det til 499 personer.
Se, hvordan de fordeler sig på danmarkskortet herunder.
Næstved er med 60 borgere den kommune i landet, som har flest i nytteindsats.
Her forklarer arbejdsmarkedschef Torben Bahn Petersen, at kommunen bruger ordningen til dels at motivere den enkelte borger til at komme i ordinær beskæftigelse og dels som afsæt til at styrke rekrutteringen i de brancher, hvor der er udfordringer.
"Det handler også om at gøre nytte i samfundet. Når vi sender borgere i nyttejob, håber vi, det kan være med til at åbne deres øjne for brancher, de måske ikke selv havde set som en jobmulighed," skriver han til NB-Beskæftigelse.
Etableret i 2014 - med dalende brug
Siden 2014 har kommunerne kunnet oprette nyttejob. Men en ny rapport fra Ankestyrelsen viser, at kommunerne i stadig mindre grad bruger den ordning, som regeringen vil anvende til at sende tusindvis af særligt flygtninge og indvandrere i 37 timers arbejdspligt. Antallet af personer, der får tilbudt nytteindsats, er mere end halveret siden 2019.
Det kan du læse mere om her.
I 2022 blev i alt 4.619 personer tilbudt nytteindsats, men regeringens aftale med Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne betyder, at op mod 22.000 flere samlet set skal sendes i arbejdspligt om et år.
Indsatsen i arbejdspligten kan dog, ifølge aftalen, bestå af forskellige beskæftigelsesrettede indsatser som virksomhedspraktik eller job med løntilskud, ligesom eksempelvis danskundervisning også kan tælle med i de 37 timers arbejdspligt. Men nyttejob vil som udgangspunkt udgøre en betydelig aktivitet i arbejdspligten, som det formuleres i aftaleteksten.
I Næstved er man begyndt at drøfte, hvordan arbejdspligten skal gribes an.
"Vi har drøftet, hvad vi kan gøre, når arbejdspligten indføres, men vi har ikke lagt os fast på, hvordan det konkret skal udmøntes. Vi benytter os i forvejen nyttejob, og derfor forventer vi, det integreres i den indsats, vi allerede har," skriver Torben Bahn Petersen.
Sidst opdateret: 07/12/2023 - 15:10
Emner: Næstved Kommune








































