
- Foto: Varde Kommune
Årets veterankommune er vestjysk
Udgivet: 06/12/2023
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har netop udnævnt Varde Kommune som 'Årets Veterankommune'.
Prisen tildeles en kommune, der i særlig grad formår at løfte ansvaret for veteraner, og som har politisk fokus på området.
Det skriver TV Syd.
Varde Kommune har gjort forskellige tiltag, som har ført til, at de vinder prisen. Kommunen har blandt andet haft øget fokus på veteranernes pårørende ved at give mulighed for fleksibilitet i ansættelsen, hvis ens nærmeste er udsendt. Derudover har pårørende ret til nedsat tid, udvidet mulighed for hjemmearbejde, og arbejdsgiver skal understøtte ansattes mulighed for at deltage i Flagdagen.
"Mit håb er, at flere arbejdspladser lader sig inspirere. Der er mange, det har været ude for at kæmpe for de værdier, vi tror på," siger Mads Sørensen (V), borgmester i Varde Kommune, til JydskeVestkysten.
Årets Veterankommune blev første gang uddelt i 2021, hvor Randers Kommune løb med titlen, og sidste år var det Københavns Kommune, der vandt.
Varde Kommune har med prisen fået overrakt vandrepokalen, som skal pynte i et år på Varde Rådhus, hvorefter pokalen får et nyt hjem.
nannakk
Sidst opdateret: 06/12/2023 - 12:22
Emner: Kultur













































