
- Foto: Københavns Kommune
Nu flytter socialrådgivere ind hos flere læger
En socialrådgiver tilknyttet den lokale praktiserende læge kan være med til at tage hånd om udsatte borgeres sociale udfordringer og samtidig styrke fastholdelsen af lægerne i udsatte boligområder i København.
Udgivet: 29/11/2023
Når borgere møder op hos deres praktiserende læge, kan der nogle gange være mere på spil end et dårligt fysisk helbred – også mere, end hvad lægen selv kan hjælpe med. Derfor kan det i særligt udsatte områder af byen give mening at have let adgang til en socialrådgiver, der kan hjælpe og guide borgerne hen til de tilbud, der findes lokalt i kommunen.
Det viser erfaringerne fra den eksisterende ordning i Københavns Kommune, som indebærer, at der i dag er socialrådgivere til stede hos de praktiserende læger i Tingbjerg og hos to læger på Amager. Nu har de københavnske politikere i besluttet, at ordningen skal udvides.
Indsatsen er blevet til i et samarbejde mellem Sundheds- og Omsorgsforvaltningen, Socialforvaltningen og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Og erfaringerne fra både Tingbjerg og på Amager viser, at socialrådgiverne har hjulpet borgere videre med en meget bred vifte af problematikker, herunder bl.a. boligproblemer, økonomiske kvaler og social kontrol. Det samme kan nu komme til at gøre sig gældende i områder på f.eks. Nørrebro og Bispebjerg, som er i spil til at få ordningen.
Udover at hjælpe flere socialt udsatte borgere til de rette tilbud, så deres samlede livssituation kan komme mere på ret køl, så er en del af formålet med ordningen også at understøtte lægedækningen i udsatte boligområder. En socialrådgiver kan således være med til at frigive tid, så den praktiserende læge kan tilse flere borgere, og dermed også være med til at gøre det mere attraktivt for de praktiserende læger at slå sig ned i en klinik i et udsat boligområde.
Sidst opdateret: 29/11/2023 - 11:06
Emner: Udsatte, Københavns Kommune








































