Der er to år til næste kommunalvalg. Når stemmesedlerne skal tælles sammen, vil partierne, der for øjeblikket står stærkt på nationalt plan, formentlig gøre et indhug i tilslutningen hos de tre største kommunepartier, S, V og K.

Der er to år til næste kommunalvalg. Når stemmesedlerne skal tælles sammen, vil partierne, der for øjeblikket står stærkt på nationalt plan, formentlig gøre et indhug i tilslutningen hos de tre største kommunepartier, S, V og K. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Analyse to år før valget: Socialdemokrater bør bekymre sig mere end V og K

SF vil være en stærkere konkurrent ved kommunalvalget end de fremadstormende blå partier, hvis lokale partiorganisation er relativt svag. Det vurderer chefredaktør Arne Ullum, når han på midtvejspunktet i valgperioden kigger frem mod valget i 2025.

Udgivet: 20/11/2023

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

To år er gået siden sidste kommunalvalg, og midtvejs i perioden står de tre traditionelt stærkeste partier i kommunalpolitik langt svagere end i 2021. Når man sammenligner de aktuelle meningsmålinger med nationale målinger fra november 2021, er opbakningen til både Socialdemokratiet, Venstre og Konservative faldet med 8-10 procentpoint. I den seneste Epinion-måling (lavet for DR) fra 17. november står S til 18,2 procent, V til 8,3 procent og K til 5,7 procent.

Vælgerne er rykket til SF og Liberal Alliance samt to partier, der end ikke eksisterede for to år siden; Moderaterne og Danmarksdemokraterne.

Selvom øjebliksbilledet ser dystert ud for de tre gamle partier, der sidder på 92 ud af landets 98 borgmesterposter, vil de næppe tabe hobevis af borgmesterpartier til de øvrige partier, vurderer NB-Mediers chefredaktør, Arne Ullum.

”Normalt får landspolitik kun begrænset gennemslag ved kommunalvalg. Særligt de lokale partiorganisationer har stor betydning ved valget i kommunerne”, siger han.

Venstres nye borgmestre

Med formandsskiftet er Venstres krise efter regeringsdannelsen veldokumenteret. I kommunalt regi vil Venstre - ligesom De Konservative - nyde fordel af, at partiet fik forholdsvist mange nye borgmestre i 2021. Normalt slår den såkaldte borgmestereffekt igennem ved deres første valg, og det vil, påpeger Arne Ullum, i mange kommuner opveje tilbagegangen nationalt – hvis man altså antager, at billedet ikke ændrer sig markant inden november 2025.

Det stærke bagland og mange erfarne byrådsmedlemmer, der er velkendte i lokalsamfundene, vil også sikre Venstre en stærk position i næste valgperiode.

”Venstre er de facto blevet splittet i tre - Danmarksdemokraterne, Moderaterne og det gamle Venstre. Men der er jo ikke sket det tilsvarende i byrådsgrupperne – at en lige så stor andel er hoppet fra. Og Venstre har en uhyggeligt stærk partiorganisation, hvad man kunne se på landsmødet i weekenden, der samlede 1.500 deltagere,” siger Arne Ullum.

Svage partiorganisationer

De Konservative var helt oppe på omkring 15 procent i de nationale folketingsmålinger, da kommunalvalget blev afholdt i november 2021. Pape-effekten blegnede året efter, men ligesom med Venstre vil partiets stærke base lokalt holde hånden under partiet, forudser Arne Ullum.

”Nogle konservative stemmer bliver formentlig ledige, men blodbadet bliver ikke lige så stort, som man går og tror”.

V og K har desuden den fordel, at de fremadstormende blå partier i de færreste kommuner vil kunne stille op med stærke, velkendte kandidater, ligesom medlemstallet vil begrænse deres muligheder for at føre en effektiv lokal valgkamp.

”Både Moderaterne, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance har relativt svage partiorganisationer, men de vil jo tage nogle stemmer, fordi der er en vis afsmitning”, siger Arne Ullum.

SF lurer

Til venstre for midten er situationen anderledes, vurderer chefredaktøren, og derfor bør bekymringen forud for valget i ’25 være større hos socialdemokraterne, hvis ikke partiet får større opbakning inden valget.

”Socialdemokratiet er egentlig lidt mere sårbare, fordi deres udfordrer er SF, som har en relativt stærk partiorganisation og mange kendte politikere lokalt,” siger Arne Ullum.

Selv i kommuner, hvor fløjene vinder frem, vil partier som SF, Enhedslisten, Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne få vanskeligt ved at konvertere gode valg til borgmesterposter.

”Så vil man ofte se, at socialdemokraterne heller vil pege på en venstremand eller omvendt”, siger Arne Ullum, der også tvivler på, at et midterparti som Moderaterne kan udnytte svagheden i de gamle partier.

”Mange steder vil Danmarksdemokraterne og Moderaterne komme ind med relativt uerfarne kræfter. Hvis Moderaterne var et gammelt, velrenommeret parti, kunne det i nogle tilfælde være en Moderaterne-kandidat, der kunne samle midten”.

Kommunalvalget i 2025 finder sted tirsdag 18. november.

Arne Ullum er chefredaktør for NB-Medier, der blandt andet udgiver NB-Kommune.
Arne Ullum er chefredaktør for NB-Medier, der blandt andet udgiver NB-Kommune.

Sidst opdateret: 20/11/2023 - 12:08

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]