Har I selvbudgetteret? Se her om det går den rigtige vej med folketallet
I de mange kommuner, hvor man har valgt at selvbudgettere, er udviklingen i folketallet vigtig at holde øje med. Se her, hvor din kommune lå i starten af fjerde kvartal og et bud på folketallet i starten af 2024.
Udgivet: 17/11/2023
Der er grund til at fejre de nye folketal ved starten af fjerde kvartal i hele 30 af de 82 kommuner, som har selvbudgetteret. Her ligger folketallet allerede nu mere end 50 borgere over den statsgaranti, som de uden selvbudgettering ville have fået bloktilskud og udligning efter.
Modsat er der grund til bekymring i over 30 selvbudgetterende kommuner, som ligger mere end 50 borgere under statsgarantien. Værst ser det ud i Skanderborg, som primo fjerde kvartal ligger 650 borgere under statsgarantien, Randers 800, Horsens 775 og Aalborg 1.000.
Tilskud og udligning tildeles efter folketallet primo 2024, og derfor er de nye folketal alene et fingerpeg om, hvordan det kommer til at gå i 2024. Samlet ligger befolkningstallet for alle kommuner ca. 1000 personer over skønnet fra juli, men fordelingen er meget skæv, og derfor er der store udsving for de enkelte kommuner.
Inden panikken breder sig i byrådene, så er det vigtigt at understrege, at det både er folketallet og beskatningsgrundlaget, som har betydning for, om man taber eller vinder ved selvbudgettering. Samtidig er der en kompliceret sammenhæng med udviklingen i andre kommuner, som har betydning for, om en kommune netto taber eller vinder på selvbudgettering.
Samtidig viser tallene også, at det målt ud fra folketallet var en klog beslutning for 14 af de 16 kommuner, som valgte ikke at selvbudgettere og i stedet bruge statsgarantien. Blandt statsgaranti-kommunerne er det kun Hvidovre og Gribskov, hvor folketallet i starten af fjerde kvartal ligger over statsgarantien.
Se i kortet herunder, hvor meget folketallet afviger i din kommune (artiklen fortsætter under kortet).
I de fleste af de kommuner, der har valgt statsgarantien, ligger folketallet under ministeriets skøn. Undtagelserne er Hvidovre og Gribskov som nævnt.
Men blandt de mange kommuner, der valgte selvbudgettering i forbindelse med budget 2024, er der også en del, hvor folketallet ligger lavt. Her skal man sætte sin lid til, at udviklingen i skattegrundlaget kan kompensere for det lavere antal borgere.
Der er da også grund til at forvente en mere positiv udvikling i udskrivningsgrundlaget end det, der ligger til grund for statsgarantien. Allerede i august opjusterede staten sin prognose i forhold til maj-skønnet, som det fremgår af artiklen, der henvises til nederst i denne artikel.
Prognose for folketal primo 2024
NB-Økonomi har lavet en simpel prognose for folketallet primo 2024 ved at fremskrive befolkningsudviklingen fra de tre seneste kvartaler et ekstra kvartal. Afvigelsen i forhold til Indenrigsministeriets skøn fremgår af kortet nedenfor.
Der er nu tre kommuner yderligere, hvor folketallet ligger mere end 50 personer over ministeriets skøn. Fremskrivningen er dog helt mekanisk og tager ikke højde for lokale forhold og sæsonudsving mv.
Sidst opdateret: 17/11/2023 - 09:11












































