
Digitaliseringsminister Marie Bjerre, erhvervsminister Morten Bødskov og klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard præsenterede udspillet Danmarks digitaliseringsstrategi - Ansvar for den digitale udvikling på et pressemøde torsdag. - Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Regeringens digitaliseringsstrategi overser cybersikkerhed i kommunerne
Regeringen lancerede torsdag en ny digitaliseringsstrategi med investeringer på tværs af den offentlige og private sektor. Strategien består af 25 initiativer. KL er skuffet over manglende sikkerhedstiltag i kommunerne.
Udgivet: 17/11/2023
800 millioner kroner til 25 digitale initiativer og investeringer.
Regeringen er nu klar til at investere ca. 800 millioner kroner i "udviklingen af en bedre digital fremtid for borgere og virksomheder".
Det kom frem på et pressemøde torsdag, hvor tre ministre præsenterede initiativerne, som blandt andet handler om kunstig intelligens, grøn omstilling og digital dannelse blandt børn og unge. Strategien skal være med til at øge væksten, styrke den digitale omstilling i erhvervslivet og understøtte, at der kommer flere it-specialister.
Der afsættes fx 55 millioner kroner til en "strategisk indsats for kunstig intelligens".
En ekspertgruppe i ChatGPT skal desuden undersøge, hvordan snyd med kunstig intelligens kan forhindres på skoler og institutioner.
Det dyreste punkt i strategien er, at teknologiforståelse skal være et valgfag i folkeskolen. Det afsættes der 160 millioner kroner til.
Kunstig intelligens er et af de områder, som regeringen ønsker at sætte retning for. Regeringen afsætter med digitaliseringsstrategien en økonomisk ramme til en helt ny strategisk indsats for kunstig intelligens, som forventes præsenteret i 2024. Der skal etableres en såkaldt regulatorisk sandkasse for kunstig intelligens, hvor virksomheder og myndigheder kan modtage juridisk vejledning om brug af kunstig intelligens i deres projekter.
”Vi er i en brydningstid, hvor teknologien udvikler sig ekstremt hurtigt. Derfor har vi brug for en ny digitaliseringsstrategi, som kommer med løsninger på nogle af de udfordringer, vi står over for. Vi leverer konkrete initiativer, som skal styrke vores velfærd, skabe et digitalt grundlag for en effektiv grøn omstilling og ikke mindst sikre, at den digitale udvikling foregår ansvarligt. Med den nye digitaliseringsstrategi sætter regeringen en endnu mere ambitiøs retning for den digitale udvikling – både på kort og lang sigt,” siger digitaliseringsminister Marie Bjerre (V).
Peter Rahbæk Juel (S), formand for KL’s Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalg, glæder sig over, at regeringen med strategien lægger op til at udnytte mulighederne ved kunstig intelligens til en bedre og mere effektiv løsning af opgaverne både i det private og i det offentlige på en etisk ansvarlig måde.
”Vi deler regeringens ambitioner i forhold til at udnytte kunstig intelligens bedre. Og det glæder mig, at der følger midler med på dette område. Men det gør det ikke alene. Ambitionerne skal hurtigst muligt følges op med konkret handling. I KL håber vi fx på et praksisnært samarbejde mellem kommuner og stat om at udbrede løsninger, som vi ved virker. Det handler bl.a. om at tackle nogle af de store samfundsudfordringer, vi står overfor, som for eksempel, hvordan vi kan frigøre hænder til borgernær velfærd eller bidrage til den grønne omstilling,” siger Peter Rahbæk Juel i en pressemeddelelse.
Til gengæld er Peter Rahbæk Juel uforstående over for, at kommunernes cyberforsvar ikke er nævnt med ét eneste ord i den nye strategi.
”Regeringen har endnu engang undladt at tænke kommunerne med ind i Danmarks cybersikkerhed. Det er enormt skuffende, at strategien ikke sikrer den digitale sikkerhed. Alvorlige cybertrusler er blevet et grundvilkår for vores samfund, og vellykkede angreb mod den digitale infrastruktur kan få helt kolossale konsekvenser,” siger Peter Rahbæk Juel.
Hver eneste dag er hver fjerde kommune mål for over 200 cyberangreb. Alligevel blev der heller ikke afsat midler til at forbedre kommunernes cybersikkerhed i det forsvarsforlig, der blev vedtaget lige inden sommerferien.
”Vi er danskernes indgang til de fleste ting i hverdagen, og alligevel står vi udenfor landets cyberforsvar. Desværre er der i strategien ingen øget sikkerhed i sigte for hverken kommuner eller danskere – og i sidste ende for hele vores samfund,” afslutter Peter Rahbæk Juel.
Fakta: 25 digitale strategier
Økonomi i Ansvar for den digitale udvikling. Tallene er i millioner kroner.
- 1. Teknologiforståelse i folkeskolens undervisning 160
- 2. Teknologiforståelse som ny faglighed hos underviserne 10
- 3. Digital løft på de videregående uddannelser 35
- 4. Efteruddannelse og fastholdelse af it-specialister 30
- 5. Strategisk indsats for kunstig intelligens 55
- 6. Regulatorisk sandkasse for kunstig intelligens 17
- 7. Etablering og drift af et Forsyningsdigitaliseringsprogram 59
- 8. Monitorering af grundvand og sikring af rent drikkevand 24
- 9. Bedre omstilling til elbiler og alternative drivmidler via åbne og standardiserede data 12,1
- 10. SMV:Robot 24
- 11. MinVirksomhed – lettere indberetning til det offentlige 7,5
- 12. Nye, intelligente værktøjer mod økonomisk kriminalitet 36
- 13. Fælles om fremtidens markedsovervågning 13
- 14. Digitale grønne produktdata (MinGrønForretning) 30
- 15. Fremtidssikring af grunddata som hjørnesten i det offentlige datafundament 12
- 16. Videreførelse og styrkelse af den virksomhedsrettede dataetiske indsats 7,9
- 17. Løsning til digitalisering af retsgeografien 9,3
- 18. Videreudvikling af Danmarks Datavindue 9
- 19. Aldersverifikation på digitale platforme 8
- 20. Datahøst bag skærme 5
- 21. Modernisering af digitale meddelelser i sundhedsvæsenet 45
- 22. Implementering af nævn for sundhedsapps 23
- 23. Aktiv dansk deltagelse i EU’s digitale programmer 36
- 24. Dansk interessevaretagelse og implementering af EU's digitale dagsorden 22
- 25. Styrket internationalisering af Danmarks digitale løsninger 50,3
National implementering af Single Digital Gateway-forordningen* 30
Regeringen afsætter desuden 30 mio. kr. i 2024-2027 til national implementering af Single Digital Gateway-forordningen fra reserven til digitaliseringsstrategien.
Samlet 770,1 mio. kr.
Sidst opdateret: 17/11/2023 - 11:57
Emner: Digitalisering







































