
ChatGPT er årsagen til, at 18 elever i Sønderborg Kommune nu straffes for for snyd til deres afgangseksamen. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
18 elever straffes efter snyd med ChatGPT
Robotten ChatGPT er årsagen til, at 18 elever i 9. klasse skal til reeksamen. 'I yderste konsekvens kan det være, at de unge slet ikke kommer i gang med en uddannelse, hvis de må vente et år,' siger formand for Danske Skoleelever.
Udgivet: 15/06/2023
Eleverne er fordelt på fem skoler i Sønderborg, og nogle af dem har blandt andet brugt robotten op til halvanden time til eksamen.
Det skriver JydskeVestkysten.
Ingen regler for robotter
Sønderborg Kommune har ikke haft et samlet regelsæt for straffen ved at bruge ChatGPT inden de skriftlige eksamener, og hos skole- og uddannelsesområdet havde de ikke regnet med, at eleverne ville bruge ChatGPT. Det indrømmer, skole- og uddannelseschef i Sønderborg Kommune, Birgitte Nørrelund, var en smule naivt.
"Set i bagklogskabens klare lys skulle vi have været forberedt på det, men det er første år med den nye teknologi. Alle scenarier kan ikke forberedes. Og det er min vurdering, at vi har handlet efter bogen," siger hun med henvisning til de konsekvenser, der er givet for at snyde, til JydskeVestkysten.
Straffen for snyd
De 18 elever skal op til en ny afgangseksamen, da deres besvarelse bortfalder. Formanden for Danske Skoleelever, Marie Holt Hermansen, er enig i, at det er en passende sanktion, men mener samtidig, at der er tale om et svigt fra skolevæsnet, hvis prøveformerne ikke moderniseres.
"I yderste konsekvens kan det være, at de unge slet ikke kommer i gang med en uddannelse, hvis de må vente et år. Det vil være bedre, hvis eksamen i stedet blev tilpasset vores virkelighed, så vi lærer at bruge de mange nye teknologier, fremfor at de udnytter os," siger formanden til JydskeVestkysten.
Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er også opmærksom på, at indtoget af kunstig intelligens kræver nogle fælles retningslinjer, da teknologien er kommet for at blive.
Derfor blev en ekspertgruppe nedsat i maj, som skal komme med anbefalinger til regeringen, og
indtil deres arbejde fører til mulige regelændringer, vil brugen af ChatGPT blive betragtet som snyd.
Fakta
- ChatGPT bygger på kunstig intelligens.
- Hovedformålet med ChatGPT er at genere en så velskrevet tekst, at det ikke er muligt at skelne mellem, om den kommer fra en robot eller et menneske.
- Der er ingen garanti for, at teksterne er korrekte, da ChatGPT ikke kan faktatjekke.
- Teknologien er blandt andet udviklet til at besvare spørgsmål og give anbefalinger. Det gør den ved at bruge en algoritme baseret på et stort datasæt.
- Robotten ChatGPT er udviklet af virksomheden OpenAI og blev første gang præsenteret i 2022.
- Der er også andre tech-virksomheder, der udvikler de såkaldte chatbots af forskellige arter.
Sidst opdateret: 15/06/2023 - 08:54
Emner: Digitalisering, Skole












































