Skærme i ældreplejen kan spare kommunerne for både tid og penge. Skærmene bruges for eksempel til at sikre, at de ældre får taget deres medicin korrekt.

Skærme i ældreplejen kan spare kommunerne for både tid og penge. Skærmene bruges for eksempel til at sikre, at de ældre får taget deres medicin korrekt. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Erstatter fysiske besøg: Tre kommuner har sparet ved at bruge skærme i ældreplejen

Alene ved at indføre skærmbrug i ældreplejen har flere kommuner sparet både årsværk og penge. Det viser tal fra tre kommuner, der er begyndt at udrulle denne type velfærdsteknologi.

Udgivet: 11/10/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Både i Viborg, Vejle og Københavns kommuner har man sparet på at indføre skærme i dele af ældreplejen. Potentialet for at erstatte fysiske besøg med skærmbrug er endnu ikke udtømt, da ingen af kommunerne har indført det på hele ældreområdet endnu.

Det skriver NB-Ældre.

Overvågning af, om de ældre tager deres medicin korrekt, er et eksempel på en af de ting, som kommunerne bruger skærme til i stedet for fysiske besøg.

"Hvis du skal have medicin tre gange om dagen, så er det hjemmeplejen, der bliver hos den ældre tre gange for at sikre sig, at medicinen bliver taget. Der kan det være rart, at det er færre gange om dagen, man kommer på besøg, og at man tager det på skærm de andre gange," siger Sisse Marie Welling (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune til NB-Ældre.

Skærme kan også bruges for at sikre, at de ældre får spist eller drukket. I Københavns Kommune forklarer man, at det også kan bruges som tryghed, hvis de ældre er i bad.

Mange ældre vil helst ordne sådan noget som bad selv, men det kan skabe en tryghed, at de ved, at de kan kalde på nogen, hvis de for eksempel falder i badet. Skærmen bliver så placeret, så sygeplejersken eller sosu'en ikke kan se den ældre, men de kan kommunikere og høre hinanden.

Besparelser på tværs af landet

Viborg Kommune har indført skærme i deres ældrepleje for 270 borgere. De er den kommune, der er kommet længst med denne type af velfærdsteknologi svarende til kommunens størrelse. Det giver dem i øjeblikket en besparelse på 767.000 kroner om året, efter udgifterne er betalt. Det svarer til 6.760 sparede timer pr. år. Og så har de ikke engang regnet besparelse på køretid med.

"Der er tale om konservativ beregning. Vi har således ikke indregnet eventuelt tidsbesparelse på mindre køretid. Kun besparelse på selve besøget," siger Kristine Strange, der er sundhedschef i Viborg Kommune, til NB-Ældre.

Men det er ikke kun i Viborg, man har sparet ved at få skærme ind i ældreplejen. Kører man lidt længere sydøst på i Jylland, så vil man opleve, at Vejle Kommune har igangsat en prøvehandling for 40 borgere, som har givet en samlet gevinst efter udgifter på omkring 300.000 kr. på halvandet år, hvilket svarer til ca. 200.000 kr. om året. Retter man næsen stik mod øst, så har Københavns Kommune sparet et millionbeløb.

Københavns Kommune oplyser, at de har opnået deres budget med en besparelse på 3,4 mio. kr. i 2022. De har ikke oplyst tallet efter udgifter, men trækker man de budgetterede udgifter fra på ca. én mio. kr., så lander den samlede gevinst på 2,4 mio. kr., selvom kommunen kun har rullet skærme ud hos omkring 7,8 procent af hjemme- og sygeplejekrævende borgere. Til sammenligning giver Viborg virtuel hjemmebesøg til 12 procent.

Der spares også på årsværk

Ser man på sparede årsværk, så har Vejle Kommune sparet omkring 2,4 årsværk, mens et beregnet estimat fra NB-Ældre viser, at Viborg Kommune har sparet 6 årsværk. Det har ikke været muligt at estimere et lignende tal for Københavns Kommune.

Det bedste er, forklarer kommunerne, at borgerne er glade for tiltagene med skærme.

"Vi har fået rigtig gode resultater på skærmbesøg. Både det, at borgerne var glade for skærmene, men også at vi simpelthen kunne spare transporttid, da vi brugte mindre tid på fysiske besøg," siger Anne Mette Lund, der er velfærdsdirektør i Vejle Kommune, til NB-Ældre.

Kristine Strange, sundhedschef i Viborg Kommune, oplyser, at kommunen sparer omkring 6,5 minutter per besøg, selvom køretiden ikke er indregnet hos Viborg Kommune. I Vejle Kommune har de sparet 5,3 minutter inklusiv køretid per besøg. Man kan ikke nødvendigvis sammenligne tallene én til én. Det skyldes, at der er forskellig geografi, der kan være forskellige opgaver og behov, der er blevet håndteret via skærm.

Det tager tid at rulle skærmbrug ud

Hverken Vejle eller Viborg kommuner har rullet skærme ud i hele ældreplejen endnu. I Vejle Kommune har man kun rullet ud i den del af ældreplejen, der har med sygeplejersker at gøre.

"Der har været en massiv satsning på velfærdsteknologi i Viborg Kommune de seneste 10 år. Derfor har der også været nogle meget langvarige implementeringsindsatser," siger Kristine Strange.

At det tager tid at implementere velfærdsteknologi, er alle kommunerne enig i. Hverken de ældre eller de ansatte ville bryde sig om at få skærme trukket ned over hovedet. I Viborg Kommune oplevede man, at det kunne være sværere at få folk med om bord på skærme, hvis borgerne havde været vant til fysiske hjemmebesøg over en årrække. De benyttede deres status som frikommune til at prøve noget nyt i stedet.

"Det vi har prøvet af i velfærdsaftalen, det er, at man starter med at få en skærm, når man første gang skal stifte bekendtskab med ældreplejen. Det vil sige, at man ikke starter op med fysisk hjemmepleje alene, men at man begynder på et mix fra starten. Det tager borgerne rigtig positivt imod i den prøvehandling. Der var 28 ud af 30, der sagde, at de gerne vil starte op med en skærm," forklarer Kristine Strange. En lignende tilgang har de indført i Københavns Kommune.

"Nu begynder vi at tilbyde skærme som første valg til borgerne, og før vi tilbyder det fysiske besøg," siger Sisse Marie Welling, der også forklarer, at det til dels skyldes, at der mangler medarbejdere: "Derfor skal vi bruge vores ressourcer rigtigt."

Ledelsesfokus er vigtigt for at ændre arbejdskultur

Ændringen af arbejdskulturen er en af de sværeste udfordringer, når det kommer til at indføre skærmbrug. Det kræver konstant ledelsesfokus.

"Vi må sige, at vi har forskellige kulturer derude i distrikterne. Vi kan se, at der er nogle sygeplejersker, der er mere motiveret for at gå over til skærme, og andre ikke," konstaterer Anne Mette Lund.

Det kan Kristine Strange også skrive under på. Det gik derfor noget langsommere i starten for ti år siden, end det gør i dag.

"Det er omstillingen af personalekulturen, som kræver ledelse og tæt ledelsesopfølgning. Men det er ikke anderledes end ved enhver anden implementering af nye systemer og digitale løsninger. Hvis man skal realisere gevinsterne, så er det allervæsentligste at støtte medarbejderne og holde det kontinuerlige ledelsesfokus på at få det gjort," understreger Kristine Strange.

Sidst opdateret: 11/10/2023 - 09:41

Temaer: Digitalisering

Emner: Digitalisering, Ældrepleje

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Kommunes mål er at give ledere og politikere i kommunerne de vigtigste og for dem mest vedkommende nyheder.
Relevans, substans og troværdighed er afgørende for NB-Kommune.

Læs mere om NB-Kommune her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]