
Det kræver mere handling i stedet for snak, lyder kritik fra partifæller til den socialdemokratiske miljøminister Magnus Heunicke. - Foto: Dorthe Ørsig/Ritzau Scanpix (Arkiv)
S-borgmestre i kystkommuner er skuffede over regeringens tempo
Iltsvindet i de danske farvande er på det højeste niveau i 20 år, viser ny rapport fra Aarhus Universitet. Det får flere socialdemokratiske til at kritisere regeringen og miljøministeren for at være for passive.
Udgivet: 11/10/2023
Det er ved at være sidste chance.
Sådan lyder det fra flere borgmestre med hav, fjord, sund eller bælt på vandsiden af kommunegrænsen.
Og selvom bølgen stadig er blå, så er der under havoverfladen stille og dødt. Det skriver DR på baggrund af en rapport fra Aarhus Universitet samt løbende målinger fra Nationalt Center for Miljø og Energi. I 20 år har der ikke været så omfattende iltsvind og mudret havbund uden meget liv.
"Det står virkelig skidt til dernede," siger Syddjurs' socialdemokratiske borgmester, Michael Stegger, til DR.
Han mener ligesom flere andre partifæller, at der er for langt fra snak til handling fra regeringens side.
"Det er sidste udkald. Derfor har jeg en forventning om, at de i løbet af kort tid – og her snakker vi uger og ikke måneder – må komme med et udspil i forhold til, hvordan vi kan gøre mere," siger Michael Stegger til DR.
Den samme kritik af regeringen lyder fra Erik Lauritzen (S), borgmester i Sønderborg Kommune.
Han mener, at både den nuværende og tidligere regeringer har svigtet havet.
"Regeringerne har gjort for lidt og for langsomt. Vi har kendt problemstillingen i mange år. Man bliver bare ved at skubbe de svære beslutninger foran sig, og det kan vi simpelthen ikke være bekendt", siger Erik Lauritzen til DR.
Borgmester i Fredericia Kommune Steen Wrist (S) synger med i koret af socialdemokratiske borgmestre, der vil have regeringen til at komme i gang med en ny havmiljøplan:
Han mener, at regeringen og borgmestrenes partifælle miljøminister Magnus Heunicke (S) bør træde frem og lytte til vandkantskommunernes appel.
Ærøs borgmester, Peter Hansted (S), er ikke imponeret over regeringens lydhørhed:
"Jeg synes, det er svært at trænge igennem. Og det er klart, nu bliver der nedsat kommissioner og alt muligt, men der bør komme mere fart over feltet," siger Peter Hansted (S) til DR, borgmester på Ærø, der i forhold til ønsket om større handlekraft er på bølgelængde med sin partifælle i borgmesterkontoret på den anden side af Det Sydfynske Øhav.
"Dagene, hvor man tager ud og fanger en torsk eller fladfisk. Det er slut," siger Svendborg-borgmester Bo Hansen til DR.
Sidst opdateret: 11/10/2023 - 11:00
Emner: Socialdemokratiet







































