
- Foto: Sport Event Danmark
VM kommer til Hvide Sande
Udgivet: 16/11/2023
Den jyske vestkyst danner endnu engang ramme om et stort, internationalt sportsevent, når windsurf-atleter fra hele verden i 2024 mødes i Hvide Sande for at finde en verdensmester i slalom.
Det skriver Sport Event Danmark i en pressemeddelelse.
Verdensmesterskabet i windsurf slalom bliver afviklet i Hvide Sande i Ringkøbing-Skjern Kommune til september næste år, og det er borgmester i kommunen, Hans Østergaard (V), meget begejstret for:
"Det er noget, vi kan være stolte af, og det giver os muligheden for virkelig at vise vores unikke naturområde frem for vandsportsturister og folk, der går med tilflyttertanker," siger Hans Østergaard.
Det er WATERZ, der med støtte fra Sport Event Denmark, Ringkøbing-Skjern Kommune og Esmark Feriehusudlejning, har fået tildelt verdensmesterskabet i 2024. Mellem 350 og 450 deltagere fra cirka 25 lande forventes at deltage i konkurrencen, der tidligere har været afholdt i blandt andet Italien, Frankrig og Grækenland.
nannakk
Sidst opdateret: 15/11/2023 - 12:44













































